Kære Lars Løkke – fyr dine spindoktorer og kæmp for Danmark

Kære Lars Løkke – fyr dine spindoktorer og kæmp for Danmark

Tillykke med det flotte valg. En solid præstation op til og i valgkampen og opløbet var tæt. Jeg har ikke stemt på dig, men du gjorde det bedst og nu har jeg en bøn til dig: Vil du ikke nok overveje at fyre dine spindoktorer, rense ud og bestemme, at politikken skal udgå fra den enkelte politiker. Spindoktorer er utvivlsomt gode mennesker, men de kan aldrig sige tingene så godt, som den enkelte politiker. Derimod kan de have held til at påvirke den enkelte politiker på en måde, som ser rigtig ud på papir, men hvor ægtheden forsvinder.

Lad os få den rene vare. Den ærlige politiker, der oprigtigt kæmper vor vores land og som er parat til at gøre det uanset personlige omkostninger. Måske er det gammeldags, men det virker. Vi så, at du et stykke tid var modstander af at Mogens Lykketoft skulle være Folketingets formand. Jeg forstod dig ikke og fandt den holdning uværdig. Du skiftede linje og tak for det. Mere af dét. Sæt sagligheden i højsædet og drop den evige og altid negative bedømmelse af det regeringen finder på. Sæt fokus på hvad du mener, der kan og skal gøres og fortæl det sagligt. Lad regeringens handlinger tale for sig selv – langsomt vil billedet stå klart for de fleste. Bedst uden hjælp i form af de forudsigelige og nedladende kommentarer fra en ”sur” opposition.

Og vær modig nok til at anerkende, når der gøres noget godt – og sig det på en oprigtig positiv måde. Uden sarkasme. Støt op med konstruktive forslag, som holder sigtet på Danmarks ve og vel. Hold faste møder med Margrethe Vestager og drøft tingene og vis, at der er alternativer. Opbyg tillid blandt de partier, der virkelig mener, at det drejer sig om at sikre Danmark og ikke egeninteresser. Gør det vedholdende og glem al polemisk tale. Vær saglig og målrettet.

Når Helle Thorning bliver træt af at slide med Enhedslisten (som jo samlet set er parat til at stemme imod regeringsgrundlaget, jf Per Clausen i åbningsdebatten) på den ene side, med en træt Søvndal på den anden og en stærk Vestager i midten, så skal der være et alternativ. Det vil – med den anbefalede positive linje – stå lysende klart og tiltrække de bedste. Det kunne være S og R. Så sparer vi et folketingsvalg, men skal blot have en ny og bedre regering.

Denne tankegang vil forekomme mange at være temmelig naiv. For det er da urealistisk, vil de hævde. Og jeg vil spørge: bestemmer vi ikke selv? Kan oppositionens leder ikke selv vælge sin dagsorden og selv styre sine oppositionskolleger? Hvis ikke er der heller ingen grund til at gå og ønske sig en stærkere regering. Og den naive tanke ville – ført ud i livet – give mange interessante muligheder, herunder idépolitisk eksport til resten af den vestlige verden, som også stander i våde. Grunden hertil skal hovedsagelig søges i en manglede vilje til – koste hvad det koste vil – uhildet at arbejde for landets interesser mere end for egne. Lad os gå en ny vej. Du har muligheden, Lars. Og evnerne. Jeg tror også du har viljen. Held og lykke.

Scroll til toppen