God morgen søndag – tanker fra en lille morgentur. Til inspiration.

DAGEN GRYR. Søndag siger vækkeuret. Jeg står op. Forlænger min fridag med nogle timer. Skal jeg løbe? Ja. Gider jeg løbe? Nej. Tænker på Chris og på hvordan jeg har det efter løbeturen. Fornuften vinder over havenissen. Jeg løber.

HAR HELE VERDEN for mig selv. Ja altså lige bortset fra de to andre løbere, jeg møder og så fuglene. Får og geder, som var her i går, de er nu væk. Taget ind for vinteren. Taget til de evige jagtmarker. Underligt, at de pludselig er væk. Og sådan er det også med os mennesker. Pludselig er vi der ikke mere. I fredags blev Søren Reindhard på 53 år bisat. Pludselig væk. Jeg løber og bruger øjene som ladeporte til energidepoterne. Løber gennem Sct. Hans, hvor syge mennesker i mere end hundrede år har fået pleje. Smukke bygninger i fin arkitektur. Grønne arealer og hele tiden udsigt til Roskilde fjord.

Naturen - tak for den.

LANGS MED FJORDEN, tyve centimeter til vandet. I østen stiger solen op – det er smukt. Jeg kan godt høre mig selv. En enlig ko kigger forvirret op, mens den ruminerer. Det vil sige tygger på den mad, der har passeret første mave. Chris Macdonald siger det mere ligeud: den tygger bræk. Og når vi mennesker tygger bræk, så ruminerer vi. Det er når vi for sjette gang martrer os selv med den samme historie, som vi ikke kan lave om. Bare jeg kunne løbe som en raket, tænker jeg. Samtidig tænker jeg: nå nej, jeg glæder mig over, AT jeg løber. Jeg skal kun konkurrere med mig selv. Tak Chris.

VIDERE. Forbi sejlbådene og havnen, Muesumsøen, Gasværket og pludselig står jeg i Roskildes bedste bagerbutik. Det er Vikingebageren på Sct. Claravej, hvor Kim bager superbrød og hans unge medhjælpende piger er skønne og serviceminded. Tanker posen op og løber hjemad. Op ad bjerget, gennem Kirkegade og ind i haven. Pust pust. Går en runde. Jeg elsker den have. Tak Susanne.

Nu ringer Sct. Jørgensbjerg kirke. Under 100 meter fra mig. Jeg sidder på en stol i solen. Kirkeklokkerne lyder. Dt er nok den mest meditative lyd. Hører aldrig en kirkeklokke uden at tænke på Italien. Sct. Cataldo, hvor der fra vores værelse kunne høres måske 30 landsbykirkeklokker. Og jeg tænker på vores perle i Pratola, hvor de lokale kirker også ringer smukt for os. Tak for søndagen. Og for livet.