Dansk Psykolog Forening har skiftet holdning i en kontroversiel sag om tavshedspligt i forbindelse med mulig tortur af krigsfanger, skriver Politiken i dag. »Vi vil selv gøre brug af retsstaten, men så må vi også acceptere, at vi er underlagt den. Det får os til at anbefale, at hun nu følger domstolen«, siger formand Roal Ulrichsen til Politiken… Kære Roal Ulrichsen: du har misforstået tingene. Retssystemet standser ikke ved Østre Landsret. Østre Landsret er underlagt menneskerettighedskonventionen og derfor er din begrundelse simpelthen noget vrøvl.
Sagen handler om mulige billeder af fangemishandling fra Afghanistan. Den militære tolk var udsendt til en amerikansk lejr i 2002, og tolken har oplyst, at han så tortur. Han har også sagt, at han viste sin psykolog billeder af fanger. Kammeradvokaten beskrev sidste år billederne som »Abu Ghraib-lignende«. For at komme til bunds i sagen vil forsvarets auditører have psykologen til at fortælle, hvad tolken har fortalt hende. Det har hun nægtet. Med henvisning til hendes tavshedspligt som psykolog.
Efter min mening er det en klar misforståelse, når Dansk Psykologforening forklarer deres kovending med henvisning til, at foreningen må acceptere, at den er underlagt retsstaten. Det er noget vrøvl. En retsstat er netop karakteriseret ved, at der er særlige rammer, som skal beskytte befolkningen. Den, der går til psykolog, gør det i tillid til at psykologen ikke sidenhen skal sidde i retten og gengive en fortrolig samtale. Den, der går til en præst eller en advokat, har samme forventning.
Jeg kunne aldrig i livet drømme om at afgive vidneforklaring om noget en kunde har fortalt til mig som advokat. Om jeg så skulle 6 måneder i fængsel, ville jeg aldrig drømme om det. Samme holdning har psykologen her, som nu svigtes af hendes egen forening. Det er lidet pynteligt.
Dansk Psykologforening har et forklaringsproblem. Foreningen kunne – i stedet for den valgte strudsepolitik – vælge at støtte psykologen og dermed alle psykologer og deres kunder. I en principiel sag om spørgsmålet. Foreningen har mærkværdigvis fået afslag på ansøgning om at indbringe spørgsmålet for Højesteret. Det er i sig selv betænkeligt og burde få foreningen til at overveje situationen. Nu vil man indbringe sagen for Menneskerettighedsdomstolen, men på samme tid vender man et medlem ryggen.
Tavshedspligten for psykologer, læger, præster og advokater er noget f det mest hellige og derfor bør en brancheforening bakke op og beskytte dets medlemmer. Det undlader man her og det er til skade for det enkelte medlem, for kunden og for os alle – fordi man ved denne svage handling er med til at blåstemple en forkert juridisk afgørelse. Samtidig med at men vil indbringe sagen for Menneskerettighedsdomstolen går men på det værst tænkelige tidspunkt ud og stikker en kniv i ryggen på et medlem, der i forvejen står i en svær situation. Det er svært at forstå.
Efterskrift 3. oktober 2011 fra DR P4:
Landsretten har pålagt den nu pensionerede psykolog Merete Lindholm at fortælle, hvad hun ved om mishandling af krigsfanger i Afghanistan i 2002. Oplysninger, som hun angiveligt skulle have fået, da hun havde en militærtolk i terapi. Men Merete Lindholm har ikke villet bryde sin tavshedspligt, heller ikke selvom hendes fagforening, Dansk Psykologforening, har bakket op omkring Landsrettens beslutning. Nu vil Socialdemokraterne, SF, de Radikale og Enhedslisten se nærmere på sagen, som de mener, er principiel. Ifølge retsordfører Karina Lorentzen (SF) bør psykologer være beskyttet i retsplejeloven på samme måde som læger, advokater og præster. Forsvarsordfører John Dyrby-Paulsen (S) er enig i, at det hul i loven skal lukkes. Venstre og Dansk Folkeparti er positive over for forslaget.
Artiklen skrevet af Marlene Boel
Indlægget har været bragt i Politiken den 2. oktober 2011 og har affødt et svar fra Dansk Psykologforening:
Politiken 5. oktober 2011, kultur, side 9
Af ROAL ULRICHSEN FORMAND, DANSK PSYKOLOG FORENING
I POLITIKEN ( 2.10.) kritiserer advokat Allan Ohms Dansk Psykolog Forenings ( DP) ageren i en verserende sag, hvor et af vores medlemmer – en nu pensioneret militærpsykolog – af Landsretten er blevet pålagt at vidne i en sag om mulig tortur af krigsfanger.
DANSK PSYKOLOGS FORENING opgiver på ingen måde tavshedspligten – og vi har ikke skiftet kurs i denne sag.
Psykologloven består og er helt fundamental for både psykologerne og deres klienter. Derfor er det også opmuntrende, at adskillige politikere har ytret, at de er villige til at ændre retsplejeloven , så tavshedspligten for psykologer sidestilles med, hvad der gælder for læger, præster og advokater . Det undrer os meget, hvordan Allan Ohms kan vide, at der er truffet en forkert juridisk beslutning, når ingen – heller ikke DPs egne advokater – har kunnet få at vide, hvilke hensyn retten har lagt til grund for at pålægge vores medlem at vidne.
Dét aspekt er DP naturligvis særdeles utilfreds med.
DER SKAL HELT særlige omstændigheder til – sagen skal have stor samfundsmæssig betydning, eller andres liv skal være truet -for at en domstol pålægger en psykolog at vidne. I virkelighedens verden opstår disse sager uhyre sjældent; DP har oplevet to i løbet af 35 år.
DP har forståelse for den offentlige interesse for den komplicerede sag. Og det er vigtigt at understrege, at DP har forfulgt denne sag så langt som det er muligt i det danske retssystem.
Det har vi gjort, netop fordi tavshedspligten er så central for psykologer og deres klienter. Og fordi vi ikke ønsker at efterlade nogen tvivl om, at psykologer overholder deres tavshedspligt.
MEN DET BETYDER IKKE, at DP er tilfreds med dommen og med sagens forløb.
Vi arbejder på at føre sagen videre til Menneskerettighedsdomstolen, netop fordi der er vigtige principper på spil, og fordi man ikke kan gøre terapilokalet til et forhørslokale, hvor subjektive sandheder pludselig gøres til objektive fakta.
Vi fortsætter på den politiske bane for at sikre den bedst mulige beskyttelse af tavshedspligten.
Med den nuværende lovgivning kan vores råd til medlemmet kun være at følge landets domstole, og vi kan ikke være enige med Allan Ohms om at opfordre til civil ulydighed.
Vi fortsætter på den politiske bane for at sikre den bedst mulige beskyttelse af tavshedspligten.
Mit svar herpå er sendt til Politiken:
Dansk Psykologforenings formand har i Politiken den 5. oktober udtrykt sin undren over at jeg (2. oktober) i Politiken kritiserer foreningens beslutninger i sagen om vidnepligt. Formanden skriver i svaret, at ” DP har forfulgt denne sag så langt som det er muligt i det danske retssystem”. Samtidig siges det, at DP arbejder med at føre sagen videre ved Menneskerettighedsdomstolen. Formanden – og åbenbart også foreningens advokater – lever tilsyneladende i den vildfarelse, at det danske retssystem slutter, når de danske stole har truffet afgørelse. Sådan forholder det sig ikke. Menneskerettighedskonventionen og domstolen er en del af det danske system og min kritik går på, at DP på en og samme tid falder deres medlem i ryggen og fjerner støtten, mens man samtidig erkender, at det er forkert og derfor vil føre sagen videre. Tingene hænger ikke sammen, men må bero på en misforståelse af de juridiske regler. Det er uheldigt på et område, der har meget stor betydning for de involverede.