Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
JO TÆTTERE PÅ, desto værre. Da jeg fredag aften sad i min nabos sommerhus og vi hyggede rigtig dejligt. Da tikkede en sms ind. Lars var kørt galt i Tyskland og hans kone, Sanne og han søn, Valdemar, var omkommet Stemning var med et slag forsvundet. Og den har været påvirket siden. Min nabo har passet Valdemar i børnehaven og vi kendte alle til familien, som har boet her på Sct. Jørgensbjerg. Nok til, at dette har gjort et meget stærkt indtryk. Ikke mindst tankerne omkring Lars og lillesøster Mathilde bliver ved at nage. Hvor må det være forbandet hårdt. Og på samme måde for den nærmeste familie, for vennerne og for medarbejderne.
DA JEG TIL LØRDAGSMORGENBORDET LÆSTE, at min ven Claes Kastholm, var faldet 8 meter ned i ennorsk kløft og kun overlevede på grund af et mirakel, blev jeg stille. En markant anderledes følelse, end når jeg læste avisens andre meddelelser om død og ulykke.
DA OSLO-KATASTROFENS REALITET stod os klart, sad vi alle og måbede. Kan ét menneske volde så megen ulykke. Og så i Oslo, som er lige rundt om hjørnet. Det var helt forfærdeligt og ikke til at tro på. Alt gik i stå. Nyhedsredaktionerne gik fuldstændig i panik og ryddede alle andre nyheder væk. Den kritiske sans og evnen til at stille de rigtige spørgsmål forsvandt for en tid.
MINDST 84 DRÆBT i Hama, står der til morgen i avisen. Langt inde i avisen. Ikke på forsiden. Ingen direkte og langvarig TV-transmission. Jeg sukker og bladrer hurtigt videre. Har travlt. Hæfter mig knap nok ved det. Lægger avisen fra mig. Tager den igen. Stod der det? 84 dræbt? Ja, det står der.
NÅR EN FACEBOOKSIDE på kort tid kan få tusinder til at donere 29 kr til indkøb af roser til Norge, så forstår vi alle. Samtidig sulter mennesker i Afrika, hvor pengene måske ville gøre mere nytte, kan man sige. Ingen kan være imod blomster til vores norske broderfolk, men hvor meget flytter det. Det er nok at være (for) meget rationelt tænkende?
ER DET DETTE MED AFSTANDEN. Er det fordi krigene foregår langt fra os, at vi tillader dem. Måske ligefrem siger de er nødvendige. Vi ser ikke de daglige rædsler, hverken her eller andre steder i verden, hvor døden hersker dagligt. Ja, nok. Og så er vi vel også nødt til at beskytte os selv. Lukke af for de mange uudholdelige katastrofemeldinger. Og det er lettere at lukke af på distancen.
DILEMMAET KENDES AF ALLE, men den bliver ubehageligt nærværende efter de ulykker, jeg nævnte indledningsvis. Er det for at overleve vi ikke tager døden så langt ind, med mindre den er fysisk tæt på?
DET KAN IKKE OVERRASKE, at det nære slår hårdere end det fjerne. Det personlige overgår det upersonlige, det ukendte. Sådan vil det altid være. Her er der pludselig ekstraordinært meget. Meget tæt på. Derfor dilemmaet. Dilemmaet er der imidlertid.
JEG VIL ALLIGEVEL TÆNKE OVER DET. Tænke over, hvad vi som enkeltindivider kan gøre for at markere vores frustration og sorg over verdens hårdhed. Hvad jeg selv kan gøre, på mit lille område. Ulykkerne er jo – når alt kommer til alt – en udløber af den verden, vi har skabt. Eller også har der altid været en portion død og ulykke i vores verden. Den har vist aldrig været ideel. Er den så blevet mere eller mindre ideel? Jeg ved det ikke. Jeg vil tænke over det.
Læs også:
Kassel: Kassel: tanker efter dødsulykken
