Kulturens betydning (for handelslivet i Roskilde) ?

HVAD BETYDER kultur. For en by. Hvilke elementer indgår. Hvilke overvejelser. HVad er kultur? Flødeskum eller livsnerve? Betyder det noget særligt for en by? Og betyder det noget for en særlig by?

”HVILKEN BETYDNING HAR KULTUREN for handelskøbstaden Roskilde” ? Det spørgsmål kom til mig en dag. Og det er ikke så lige til. Medierne har vænnet os til at den slags spørgsmål kun kan besvares med statistik, tal, søjler og diagrammer. Det kan være udmærket – og dog er jeg skeptisk – thi livets mangfoldighed lader sig ikke indplacere i et Excel regneark. Dertil er det for levende, for uforudsigeligt og for fluktuerende.

HVAD ER KULTUR ? Det er et stykke vådt håndsæbe, som ser godt ud, dufter dejligt, irriterer, provokerer, som ikke kan undværes og som konstant smutter mellem fingrene på os. Den uhåndgribelige uhåndgribeligheds håndgribelige kompleksitet. Våd, villende vildskab med en evne til at gøre os usikre, når vi stiller skarpt på dets betydning. Hvad ved vi egentlig om det vi tror vi ved alting om ? Vi kan måske bedst fornemme hvad kultur er, når vi er ude i verden og oplever nye indtryk. En ægte interesse for det nye, det anderledes. Vibrerende næsebor. Åbenhed, villighed, begejstring og lysten til at snuse ind. Vanskeligere på en regnvåd cykeltur en novemberdag i Roskildes gader uden cykellygte og med duggede briller. Her kniber det – og det er egentlig tosset, for vi er mere hér end dér – vi er mere i Algade end på Campo de Fiori. Eller som Dan Turéll sagde: Jeg holder af hverdagen, for dem er der flest af.

MÅSKE SKAL VI tage modsætningen: det kultur ikke er. Kultur køber vi ikke på dåse. Der er ingen ”tre kulturer for en tyver”. Kulturen udtrykkes gennem sprog, handlinger, ritualer, kunst, rutiner, symboler og teknologier. Legendariske Harry Motor har rigtigt sagt: ”Hvis du altid gør som du altid gjorde, vil du altid få, hvad du altid fik” – tag den og vælg din kultur ! Ole Fogh Kirkeby, der er filosof og leder på Center for kunst og lederskab, siger om mennesker, skønhed og kunst: ”Hverken videnskaben, teknologien eller entreprenørskabet giver os en fundamental vejledning i at finde os selv. Det gør kun skønheden. Skønheden forener alle modsætninger i det, vi frygter mest, i det ubestemmelige. Det er derfor kunsten er så vigtig for os lige nu. Fordi den er den eneste praksis, der har erfaring for – og mod til – at omgås det ubestemmelige. Kunsten holder gåden fast. Kunsten er en måde hvorpå det hypermoderne menneske kan beskytte sig mod sig selv. Gennem skønheden i alle dens utæmmelige og skræmmende former gør kunsten det muligt hver dag at tilbageerobre den nye verden, som vi skaber, i en menneskeligheds navn, ved at bevare gåden”. Det er svære ord – og de rummer alligevel et godt svar på hvad kulturen gør for handelslivet. Det kræver både mod og tålmod at kapere det – belønningen er en indre ro, der giver ny energi, som kan omsættes i handleevne – der er en forudsætning for at vi kan leve.

KULTUR OG ERHVERV er afhængig af nogle rammer. Der er en verden til forskel på Rom og Roskilde. Og bare 30 kilometer væk har vi en kulturel kedel i vores hovedstad. Prøv at gå en tur i København en sommeraften, mærk pulsen overalt og tag så det forsinkede tog til Roskilde og se hvordan stikket er hevet ud. Eneste form for liv er en burgerbar med pommesfrittes-fims og et par diskoteker, hvor vagtfolk skal sørge for at det sjove ikke bliver for morsomt. Teaterlivet er henvist til simple baglokaler i kondemnable lokaler eller skoler. Koncerter i Musikbyen Roskilde skal opføres mellem håndboldmål, i idrætsparken eller på Vikingskibsmuseet. De mennesker, der skal give byen liv bor udenfor centrum og for en sikkerheds skyld har vi så nogle regler, der gør det umuligt at opbygge et udeliv på restauranter og caféer og tanken om at bruge biler i bymidten er fortsat tabu – trods effekten af en fejlslagen infrastrukturpolitik. Det er ukultur og ubalance i forhold til hvad vores by siger den vil og i forhold til, hvad der er absolut nødvendigt.

VI HAR et Stændertorv med historiske bygninger: Domkirken, Palæet og Byrådssalen. Domkirken, som i ti år har været optaget på Unesco’s liste over verdens umistelige kulturarv er gjort til plakatsøjle for Dansk Folkeparti, Palæet – som rummer en afgørende bid af Danmarkshistorien – er blevet hovedperson i en uklædelig huslejesag mellem Staten og kommunen og Byrådssalen er blevet for lille til den store kommune. Disse bygninger er med misforstået beskedenhed og manglende proportionssans gjort til statister – og en pølsevognskolos er blevet hovedperson. Vi mangler sådan set bare at bilerne bliver lukket ude, så vi kan få Hestetorvet II med et rum, der står og skriger på mennesker og liv. Ukultur. Uforståeligt og fattigt.

JEG ER BLEVET SPURGT om hvorfor jeg som erhvervsmand bruger tid på kultur, f.eks. Gasværket på havnen. Det tager jeg frem her, fordi det kan være med til at give svar på spørgsmålet om kulturens betydning for handelslivet. Jeg synes ikke erhvervslivet er tilstrækkelig interesseret i vores by. Der er for stor berøringsangst og en misforståelse om at en erhvervsmand ikke må skrive et læserbrev og ikke skal gøre sig til som aktør i kulturlivet. Jeg er uenig i den holdning og ærgrer mig over at byen går glip af betydningsfulde input fra mange af de virkelig dygtige erhvervsfolk vi har i byen. En kultur hvor golfspillet kunne sættes til side for en indsats for byen ville hjælpe den frem.

MANGFOLDIGHEDEN giver glæde og inspiration, som jeg bruger i det daglige arbejde. Lad mig nævne en oplevelse, der er mere end ti år gammel og som for mig stadig er bedre end løn for udført gerning (og jo, der går ikke ti år mellem de stærke oplevelser – men eksemplet viser glædens langtidsholdbarhed). Vi sad på Gasværket en mørk vinteraften. Den tidligere direktør for statens Museum for Kunst, Villads Villadsen, sagde nogle ord, som gav mig kuldegysninger af begejstring og de ord sidder stadig i mig:

”KUNSTNERISK ARBEJDE forudsætter mange indre kampe. Kampe med materialet. Kunstnere får stoffet frem indefra. Udvikles til en form. En arbejdsproces som kan lignes med grundforskning. Dog er der ikke nogen rationelle processer. Betydningen ligger i det immaterielle. Det urovækkende og vanskeligt erkendelige. En kunstner kan kun arbejde i dyb isolation. Men kunst kan stimuleres af samværet. Også i et mere forpligtende samvær. Moderne kunst efterlader i dag forvirring og næsten udelukkende åbne spørgsmål. Vil man gå ind i det og begynde at udvikle sit eget forståelsesredskab, at opleve kunst som en igangsættende proces ? Nogle gange forstås kunst umiddelbart – det er OK – andre gange ligger det i længere tid og bobler og samler sig. Oplevelsen er ikke billedskift på billedskift. Som på film. Man skal ikke og kan ikke gå fra billede til billede. Men derimod fremme fordybelsen i det enkelte billede…At skabe dialog fra kunstnere og over til enkeltpersoner. Det er nødvendigt, hvis vi skal have en mission. Dialogen skal skabes. Det er lidt anderledes med kunsthåndværk. Her er udviklingen mere bearbejdelsen i en bundet form. I skønheden og stofligheden. Ikke så farlig og urovoldende som kunst. Kan man skabe en sådan kultur i Gasværket ? Eller skal det vokse ud af et indre behov ? Det kan nok godt udspringe af en kraftig dynamo. Så kan man spørge om bunden håndværksmæssig kunst kan forenes med og kobles til fri billedkunst ? Har det en mening ? Ja, der er en parallelitet. De kan styrke hinanden på formidlingssiden.

GASVÆRKET KAN blive en spydspids for udviklingen også på andre museer i byen. Kan give dem en ny dimension. Ikke som kundeopsamler, men som skabende institutioner. Vi skal skabe noget, der er mere end et atelier. En berigende konfrontation mellem kunst og kunsthåndværk i planlagt dialog med et (selv)udvalgt publikum. Dialog frem for abebur. Ikke underholdning. Oplevelse”.

VILLADS VILLADSENS ord fortæller klart om kulturens betydning – jeg får krampe ved at forestille mig kulturens fravær. Hvor fattigt ville det ikke være, når en lille institution med fem kunstnere kan gøre så meget. Verden står åben – spring ud i den og drop Janteloven !

FOR NOGLE ÅR SIDEN udtrykte museumsinspektør Frank Birkebæk sig om Gasværket og om hvad det gør. Det vil jeg godt citere, fordi også de ord siger en hel del om hvad kultur betyder. For en by, for et samfund og for et erhvervsliv:

“I SIN SUBSTANS beskriver Gasværks-projektet en åbenhed overfor kunstnerisk udfoldelse og en holdning til at skabe rum for den udøvende kunst. Værkstederne er en koncentration af kunstnerisk skaberevne som kan blive frugtbar for byens åndelige tilstand. Gennem en gensidig påvirkning – eller kunstnerisk konfrontation – kan stedet blive inspirerende, provokerende og/eller fornyende. Men det sker ikke på kommando. Det sker alene når de rette betingelser er etableret, og udefinerlige fragmenter forenes til en helhed. Man kan ikke stille en sådan udvikling som et krav, man kan ikke engang befordre den. Men man kan skabe de vilkår, som måske kan tilvejebringe dem.

DEN KUNSTNERISKE SKABELSESPROCES er samfundets sidste anarkistiske element. Med Gasværket har politikerne i Roskilde Byråd accepteret dette forhold. De har samtidig afstået fra den logisk forventelige slutning, at et anarkistisk element apriori er at betragte som negativt. Man har tværtimod accepteret det som en mulighed, som en uberegnelig inspiration, som nødvendig udfordring af det regulerende og som et positivt potentiale – som måske aldrig kommer til udtryk.

DERFOR ER DET fremlagte projekt for Gasværket i al sin prosaiske fremtoning alene at betragte som et fundament for en kulturel virksomhed, hvis fremtid ikke kan tilrettelægges – men som har sin egen inerti og grænseløse muligheder”.

DER LIGGER MEGET TANKEGODS i de ord. Udtalt af en erfaren mand og båret af et klogt liv. Derfor kan de ikke guffes så hurtigt som en ligegyldig reklame for MacDonalds. Denne hjerneudfordrende kendsgerning kan ses som en hindring – jeg synes det er en gave. Når Birkebæk siger, at “man kan ikke stille en sådan udvikling som et krav, man kan ikke engang befordre den. Men man kan skabe de vilkår, som måske kan tilvejebringe dem” rammer han noget essentielt omkring kultur. Kultur kan ikke presses ind i et regneark. Den er ikke forudsigelig. Hvis disse præmisser ikke respekteres, så fuser det ud i ukultur. Omvendt, når respekten er der og når tingene lykkes, så kan kulturen give berusende oplevelser af uventede dimensioner. Du skal bare standse op og mærke efter. Gider ud gøre dig selv den tjeneste ?

EFTER MØRKE KOMMER LYS. Efter regn kommer sol. Når kulturen går ud kommer tomheden. En by uden kultur er ikke en by i forfald – det er en falden by. Jeg er usikker på hvor bred opbakning der i virkeligheden er til kulturen. Nogle synes det er forkert at bruge penge på kultur – lidt forenklet udtrykt mener de, at hver en krone skal gå til børne-, skole – og ældreinstitutioner. Tankegangen giver mig myrekryb – desværre møder vi den hver dag. Når vi vil livet, så skal der investeres i kulturen fra det offentlige, fra privatsiden og fra erhvervslivet. Investering i kultur overflødiggør plejehjemspladser og øger værdien af skolepladser. Kultur fungerer som et fyrtårn for mange storbyer. Tænk på operahuset i Sydney. Filmfestivalen i Cannes. Operaen i Wien. For Roskilde burde fyrtårnet være Musicon Valley – musikken samlet regionalt med afsæt i Roskilde som hovedstad i region Sjælland. Byen har desværre trådt sig selv over tæerne i dette projekt og jaget de fremmeste fortalere langt udenfor byen, mens man har neddroslet de flotte og ambitiøse tanker til det provinsielle ”Musikbyen Roskilde”, hvor kommunen spiller Matador på telefonen. Og mange har endda ikke opdaget skandalen. Eller forstiller man sig i et lønligt håb om at det ikke er opdaget ? Jeg synes ikke vi kan være det her bekendt. Det er ukultur.

DEN GODE OG RIGE KULTUR skal spille en vigtig rolle for de ny regioners indre liv. Også region Sjællands. Vil vi så lade den gode kultur vinde over ukulturen ? Se til London, hvor Soho-kvarteret blevet et trækplaster for kreative mennesker. Se til Hamborg – her bor halvdelen af Tysklands multimediedesignere. Se til Rom, Barcelona, New York. Se til København, hvor vi finder kimen til en ny kreativ kultur med mange designere, modefolk og musikere. I Roskilde har vi nogle forliste muligheder og flotte tanker på glittet papir – derudover fedter vi rundt i en småborgerlig indforståethed, hvor utilfredsheden aldrig bliver til mere end en bøvs ved middagsselskabet i den borgerlige. Viljen til at rykke mangler. Og vé den, der siger det højt ! Byen er ret beset uambitiøs – den stiller sig tilfreds med at kalde middelmådigheden fantastisk. Den løgn vil koste os livskvalitet og gøre Roskilde til en sovende regionalhovedstad, der skal varme sig ved storebror København, skelende misundeligt til det jyske – erhvervslivet vil flytte til levende byer og vi vil alle føle det meget uretfærdigt. Et paradoksalt valg, fordi den jo råder over tilstrækkeligt mange kræfter til at vi kunne rykke – men de forenes ikke og derfor står vi stille. Kultur i Roskilde er blevet et fattigt kludetæppe i stedet for at smukt storsejl. Meget godt – men liden overordnet storhed. Det er ingen tilfældighed at denne status genspejles i handelslivet, der på samme måde er et kludetæppe med mange huller og liden overordnet storhed. Jeg påstår, at det vil være en god investering at droppe kludetæppet og få et nyt fundament for byens udvikling med vægt på kulturliv og erhvervsliv som et bærende element for en nødvendig og ønskværdig ny udvikling. Det kræver imidlertid modet til at sige tingene lige ud og viljen til at forene kræfterne – vi kan, hvad vi vil og vi har et ansvar for eftertiden.

HVAD VIL VI – SÅ?