Dagens anderledeshed: Slangerup mod Grindsted – speedway

EN AFTEN PÅ speedwaybanen i Grindsted. Den gav indtryk fra et miljø, jeg ikke kendte. Sjovt, anderledes. Fint. Prøv selv.

CHRIS MACDONALD og andre kloge siger, at vi skal huske at lære. At opleve nyt. Det var i den ånd jeg tog til Slangerup. Har kun været på gennemfart – men nu drejede jeg af hovedvejen og ind til Slangerup Speedway Center. Til det spændende opgør mellem topholdet Slangerup og bundholdet fra Grindsted.

JEG HAR ALDRIG været til speedway før. Kun set det på TV, da Ole Olsen var hot. Men nu er jeg midt i det. Og jeg er blandt professionelle. Jeg er vist den eneste uden kasket og jeg har heller ikke et lille plastbeklædt bræt, hvorpå programmet kan fæstnes med en clips, så der kan skrives på det, samtidig med at ølglasset kan holdes sikkert i den anden hånd. I pitten er der fuld gang i opvarmningen. Hver kører har sin mekaniker. Og så er der SSK Speedgirls 2011, der består af Louise, Tanja, Christina og Lisbeth. De bliver kørt rundt på banen i en ladvogn sammen med kørerne, der præsenteres af speaker Ib Søby, der speaker direkte fra ladet.

Slangerup Speedwaycenter fra luften

SLANGERUP-teamet er ikke tilfreds. Grindsted stiller med et bundhold, der i programmet beskrives som ”et amputeret hold”. Jeg citerer fra programmet: ”Noget overraskende er Claus Vissing helt nede som nr. 5 selvom han er B kører, og det bliver spændende at se hvordan han finder rundt her på banen i aften, han skal nok blive spændende at se på”. Er der noget jeg ikke ved? Finde rundt på banen? Den er ensrettet og uden sideveje?

SLANGERUP har valgt at lade Jesper B. Monberg sidde over, da han ”ikke er helt oppe i fart for tiden”, så det giver plads til andre lokale talenter, herunder Greg Hancock, der er indkøbt til Slangerups stærke hold.

DER ER STEMNING og fest på Speedwaycentret. En lokal gruppe kvinder er ved at undersøge, om der er behov for en ”supporterklub”. De uddeler spørgeskemaer og det er målrettede folk, for sm de skriver: ”Vi er en lille gruppe, som har sat sig for at undersøge om der er grundlag for en sådan klub. Vi har derfor brug for din tilbagemelding med det samme”. Her og nu – sådan!

Slangerup vandt det hele

OG SÅ BEGYNDER løbene. Det er ret sjovt at se live. Der køres friskt til og det er mig en gåde, at der ikke sker uheld. Kørerne er konstant centimeter fra hinanden og de mestrer deres maskiner til fuldkommenhed. Sten og grus stod om ørene på os og de lokal Slangerup-folk hujede og hyggede, da udeholdet blev banket 82-19. Det var så vidt jeg forstod banerekord!

EN HYGGELIG OG ANDERLEDES AFTEN. Den gav indtryk fra et miljø, jeg ikke kendte. Sjovt, anderledes. Fint.

Slangerup Speedwayklub.

Scroll til toppen