Advokaterne tager Advokatnævnet alvorligt – vi vil også tages alvorligt!

EN KOMMENTAR om Advokatnævnet, der er en uvildig instans, som tager sig af klager over advokater. I mit indlæg kommenterer jeg et interview i advokaternes fagblad, Advokaten nr 5/2011, hvori bl.a. formanden for udvalget, højesteretsdommer Jon Stokholm, har givet udtryk for, at nævnets praksis i alle henseender er rimelig. Deri er jeg ikke enig.

Magasinet Advokaten

Advokaten nr. 5/2011 har en interessant omtale af Advokatnævnets arbejde med to spændende interviews af nævnsformand og højesteretsdommer Jon Stokholm samt nævnsmedlem, advokat Anders Lavesen. Formandens udtalelser er et signal om formandens visioner for Advokatnævnet og er centrale.

Forældet syn på sanktion

Visionerne lyser ikke ligefrem ud af interviewet med den ny formand. De eneste ord om ”fremtidens Advokatnævn” er, at kendelserne skal skrives ”meget bedre”. Det er prisværdigt og vigtigt, men utilstrækkeligt. I interviewet spørges, om vi i Danmark, som i udlandet, skal have regler om mediation, inden sagen kan indbringes for klagenævnet. Jon Stokholm svarer, at ”mediation er altid en overvejelse værd. Men spørgsmålet er, om forbrugerne vil se det som et omsvøb”. Han griber ikke chancen og viser proaktivt formandsskab.

Højesteretsdommer Jon Stokholm

Hovedbudskabet fra Jon Stokholm er, at ”advokaterne skal tage systemet alvorligt”. Som om vi ikke gør det? Vi er ikke en flok skoleelever på lejrskole, men professionelle og ordentlige erhvervsudøvere, der – som et af få erhverv – lever med en lovbestemmelse, der kan tage vores levebrød, hvis vi ikke ”tager systemet alvorligt”.

Advokaters adfærd ændres ikke ved en gammeldags sanktionspolitik i moderne klæder, men ved en proaktiv politik, der fokuserer på adfærdsændringer. Det arbejde pågår. Der er nu regler om tvungen efteruddannelse, og alle advokater får tilsynsbesøg med passende mellemrum. Advokatsamfundet har fået mulighed for at indkalde misdædere til samtale, og der kan iværksættes kollegialt tilsyn. Disse regler er nye, og vi har derfor ikke set deres virkning, men formålet er klart: At medvirke til at sikre, at advokaterne overholder reglerne. Den vej skal vi og Jon Stokholms politik burde omfatte de muligheder, der ligger i et samspil på dette område.

Nul fejl er utopi

Jon Stokholm er kendt for at være både faglig dygtig og ambitiøs. Det bekræftes i artiklen, hvor han forklarer, at han går efter ”en nulfejlskultur hos advokaterne”. Mon ikke de fleste praktiserende advokater vil være lidt forskrækkede over dét ambitionsniveau? Ingen ønsker at begå fejl, men hvor mange mennesker – herunder advokater – kan gennemgå et karriereforløb uden?
Jeg synes allerede ambitionsniveauet er højt i de advokatetiske regler § 1, retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. stk. 4, § 124 og reglerne i Code of Conduct for lawyers in the European Union. Jeg spørger, om ikke reglernes omfattende forpligtelser er tilstrækkelige? Her er da nok at se til for gennemsnitsmennesket og hvis der foruden skal indfortolkes en nulfejlskultur, så bliver det tungt. Der bør være plads til at der begås fejl. De fejl, der påfører klageren tab, kan løses erstatningsretligt. Resten skal Advokatnævnet håndtere fair overfor indklagede såvel som klager.

Skår i selvrespekten

De to interviews i Advokaten viser, at der på et centralt felt – nemlig Advokatnævnets offentliggørelsespraksis – er en markant forskel på opfattelsen mellem de to erfarne jurister, begge med betydelig praktisk erfaring fra advokathvervet.

Jon Stokholm finder, at systemet med sanktioner og offentliggørelse af Advokatnævnets kendelser hverken er unødigt hårdt eller krænkende for advokatens retssikkerhed. “Grænsen på de 10.000 kroner er sat efter en grundig overvejelse… .meningen er, at advokaterne skal tage dette system yderst alvorligt. Og det, der for advokaterne kan synes som en lille forseelse, det er ikke en lille forseelse i klienternes øjne”. Det kunne være interessant at få nærmere oplysning om Jon Stokholms grundige overvejelser, der har ført til den strenge praksis. Vi er flere, der ikke har forstået det.

Advokat Anders Lavesen

Anders Lavesen er uenig og siger bl.a.: “Jeg ved fra kolleger, at det går dem rigtig meget på sådan at blive udstillet med navn. Det giver et voldsomt skår i deres selvrespekt og deres selvforståelse. Selvfølgelig skal der være en konsekvens, hvis man som advokat i en konkret sag ikke har fulgt spillereglerne. Men der skal være en balance mellem overtrædelsen og straffen, og det er der ikke på nuværende tidspunkt”. Anders Lavesen ønsker derfor, at praksis for offentliggørelse af navne ændres. Vi er mange, der er enige og som havde håbet, at den ny nævnsformand var på bølgelængde med Anders Lavesen.

Advokatnævnets praksis med at offentliggøre navne drøftes ofte blandt advokater, og jeg har ikke mødt kolleger, der omtalte praksis på en pæn måde. Der findes sikkert kolleger, der synes praksis er i orden, jeg har blot endnu ikke mødt dem. Og jeg møder en del advokater.

Jon Stokholm erkender, at offentliggørelse af navnet er en straf, der hæmmer forretningen, men det ændrer ikke hans opfattelse af, at praksis er OK. Jon Stokholm siger – om de advokater, der ønsker Advokatnævnets afgørelser prøvet af domstolene – at “det er de selvfølgelig i deres gode ret til, men det er lidt besværligt og en ressourcemæssig belastning af Advokatnævnet.” Her synes jeg, at den ny formand fremstår alt for skråsikker. Hvis en indklaget er uenig i Advokatnævnets afgørelse, er det legitimt at gå til domstolene og det bør der ikke sås tvivl om af Advokatnævnets formand, sådan som det indirekte sker her. Der ligger en undertone af, at Advokatnævnet er ufejlbarligt – det passer med nulfejlsambitionen, men ikke med resultatet af domstolenes prøvelse af Advokatnævnets afgørelser. Advokatnævnet får ofte medhold, men ikke i alle tilfælde.

Anders Lavesen har større forståelse for advokaternes vilkår: “Ofte er overtræderen en ellers velfungerende og fornuftig advokat, der enten har været uheldig eller har håndteret en enkelt sag dårligt – måske fordi han eller hun har haft for meget at lave eller har personlige problemer og ikke har fået sagt fra i tide”. Det er der ikke plads til i en nulfejlskultur, men nulfejlskulturen er uforenelig med et samfund, der øger tempoet, kravene og konkurrencen på advokatydelserne. Det er den virkelighed, som også Advokatnævnet har pligt til at forholde sig til. Og man kan spørge, om det gøres godt nok?

Stamkunden på skafottet

Efter min mening får de grove overtrædere for lang snor, mens de mere banale “tilfældigheds-overtrædere” straffes for hårdt. Både med hensyn til offentliggørelse og med hensyn til bødestørrelser. Jon Stokholm behøver ikke bekymre sig om, at advokaterne ikke skal tage dette system “yderst alvorligt”. Ingen advokat bryder sig om en sag i Advokatnævnet, og for det store flertals vedkommende er en klagesag yderst belastende. Der bør skelnes mellem Advokatnævnets stamkunder og lonely riders, der ved et uheld kommer forbi en gang eller to over en længere årrække. Den forhærdede overtræder må tåle offentliggørelse til spot og spe, men den ordentlige kollega, der enten selv eller via en fuldmægtig har begået en enkelt fejl, skal ikke udstilles på torvet.
Det kan godt være, at denne udstillingstendens er i pagt med tiden, men derfor behøver den ikke være rigtig. Internettet byder på mange muligheder, men det bør ikke bruges som en elektronisk skamstøtte, som vi ellers kun finder i historiebøgerne. Som jurister må vi godt tænke os om, ikke alene på kundernes vegne, men også når det angår vores egen situation. Her bør nævnsformanden revurdere sine håndfaste udtalelser.

Bødestørrelserne er – sammenlignet med andre bødestørrelser – meget voldsomme. De er – i hvert fald for mindre advokatforretninger – i sig selv rimeligt motiverende. Det er jo ikke sjovt for den advokat, der har tilbudt en fuldt dækkende rådgivning i en ejendomshandel for 6.500 kroner inkl. moms at få en bøde på 10.000 kroner og samtidig få sit navn i Advokatnævnets og Berlingskes advokatregister i et år. Den advokat, der tilbyder fuldt dækkende rådgivning i en ejendomshandel for 6.500 kroner, burde i stedet for en bøde på 10.000 kroner tilbydes – eller påbydes – et kursus i virksomhedsøkonomi. Der bør i det hele taget lægges mere vægt på forebyggelse.

Spild af energi – brug mediation!

Og hvad med mediation? Vi er en hel branche, der støtter op om mediation og retsmægling. Hvorfor i alverden skal det redskab så ikke bruges, når vi taler klager over advokater? Jeg nægter at tro, at Jon Stokholm selv er overbevist om, at forbrugerne vil se det som et omsvøb.
Jeg var for nylig indkaldt som vidne i en nævnssag, hvor man påstod en kollega frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed. Kollegaen havde fået en række bøder for sjusk, men det var ret indlysende, at den konkrete sag ikke kunne føre til frakendelse. Det var en underlig fornemmelse at sidde som vidne i Advokatnævnet og tælle antallet af mennesker, der beskæftigede sig med denne sag. Jeg regnede ud, at selv med en beskeden timesats ville det være muligt at betale for at få en advokat til at yde et par dages rådgivning til den indklagede kollega med henblik på at hjælpe ham med at få mere i orden på sagerne. Kollegaen er hæderlig, men ustruktureret, og det løser man altså ikke ved en bøde eller en sag om frakendelse. Vejen frem er uddannelse, måske pligtmæssigt pålagt. Og hvis det ikke hjælper, så kan de alvorlige sanktioner komme til.

Som et led i en mere proaktiv politik, skal vi være bedre til at hjælpe kolleger i nød. Anders Lavesen er enig og foreslår en advokat-hotline, hvilket kan være en god idé. I den sag jeg omtalte før, forsøgte jeg at få den relevante advokatforening til at tage sig af kollegaen og aflægge ham et besøg. Budskabet var kontant: “Han må sejle sin egen sø” med undertonen “han er nok skyldig, siden de rejser sagen”. Ikke videre kollegialt i vores branche, men et faktum.
Det ville være fornuftigt, hvis vi brugte færre midler på at få vores kolleger idømt bøder, der skal i statskassen, og flere midler på at forebygge. Den tanke er muligvis ikke i pagt med vores tid, men så er det måske tiden, der er problemet? Skal vi ikke gøre noget ved det?

Vi er mange, der vedkender os, at vi begår fejl, som vi gerne havde undgået. Vi tager systemet alvorligt, men vi vil også gerne selv tages alvorligt. Vi knokler hver dag og begår ikke fejl med vilje. Kun de færreste har mulighed for at leve op til kravet om en nulfejlskultur.

Af advokat(H) Allan Ohms, Advokaten nr 6/2011
—

Advokaterne skal tage systemet alvorligt

15-06-2011

Det er helt bevidst, at grænsen for hvornår “brodne kar” i advokatstanden ender i gabestokken, er sat så lavt. Advokatnævnets sanktioner skal virke præventivt i branchen, siger formand.

En bøde på 10.000 kroner for at være for længe om at afslutte en ejendomshandel, og advokatens navn offentliggøres på Advokatnævnets hjemmeside i et helt år til spot og spe og advarsel til både advokatkolleger og potentielle kommende klienter.
Det kan synes som en lille forseelse og en voldsom hård straf for advokaten. Men spørger du formanden for Advokatnævnet, højesteretsdommer Jon Stokholm, er systemet med sanktioner og offentliggørelse hverken unødigt hårdt eller krænkende for advokaternes retssikkerhed. Det er helt, som det skal være.
– Grænsen på de 10.000 kroner er sat efter en grundig overvejelse. Det kræver selvfølgelig en tilvænningsproces for advokaterne. Men meningen er, at advokaterne skal tage dette system yderst alvorligt. Og det, der for advokaterne kan synes som en lille forseelse, det er ikke en lille forseelse i klienternes øjne, siger Jon Stokholm.

Går efter nulfejlskultur

Som formand for Advokatnævnet går han efter en nulfejlskultur hos advokaterne. Målet er at få højnet kvaliteten i advokaternes ydelser til klienterne. Og så håber han, det nu er slut med de få gengangere, der i “gamle dage” blev ved med at få bøder, uden at det syntes at få nogen yderligere konsekvens.
– Der er jo ingen tvivl om, at det er hæmmende for forretningen, at en bøde udløser navns nævnelse på hjemmesiden, siger Jon Stokholm.
Flere advokater end tidligere vælger derfor også at indbringe deres sag for domstolene, hvis de har fået et hak i tuden i Advokatnævnet.
– Det er de selvfølgelig i deres gode ret til, men det er lidt besværligt og en ressourcemæssig belastning af Advokatnævnet, siger Jon Stokholm.
Generelt mener han nu, at der er stor opbakning til Advokatnævnets kendelser i advokatstanden, for som han siger:
– Parterne i sagen har jo ikke nogen nøgtern vurdering af de her sager.

Tungt apparat

Jon Stokholm er blandt andet tidligere formand for Advokatrådet og højesteretsdommer og har været formand for Advokatnævnet siden december 2010. Han fremhæver Advokatnævnets sammensætning med både advokater, dommere og offentlighedsrepræsentanter som en af Advokatnævnets største styrker.
– Med dette spektrum sikrer vi, at sagsbehandlingen foregår på en forsvarlig måde, og at vi får en juridisk og bæredygtig afgørelse, siger Jon Stokholm.
Googler man Advokatnævnet og leder efter kritik af selve Advokatnævnet, dukker der få indlæg frem. Her lyder det blandt andet, at advokater ikke bør behandle klager over “sig selv” – altså standen.
– Men de folk, der kritiserer advokaternes selvdømme, er primært nogle, der har tabt en sag i Advokatnævnet. Min erfaring er, at advokaterne i Advokatnævnet ikke holder hånden over deres kolleger, siger Jon Stokholm.
Advokatnævnets største svaghed kan være, at det tager nogen tid at få sagerne igennem systemet, siger Jon Stokholm.
– Man kan spørge, om det er et tungt apparat. Sagsbehandlingstiden har nok været for langsom. Men nu er der blevet strammet op i sekretariatet. Og når først sagerne når frem til afgørelsen, så fungerer Advokatnævnet vældig godt, mener Jon Stokholm, der slet ikke kunne forestille sig nogen gevinst ved, at Advokatnævnet blev droppet, og alle sagerne kom til domstolene i stedet:
– Det ville være en samfundsmæssig og økonomisk belastning og en svækkelse af systemet for klienterne.
Andre lande – blandt andet England – har et system, hvor der skal være forsøgt mediation mellem parterne af en uvildig person, inden sagen kan blive indbragt for klagenævnet.
– Mediation er altid en overvejelse værd. Men spørgsmålet er, om forbrugerne vil se det som et omsvøb, siger Jon Stokholm.

Elastik i metermål

Når der er brug for et advokatnævn i Danmark skyldes det blandt andet, at advokaterne “sælger” en yderst kompliceret vare, og at der derfor ofte er en informationsmæssig asymmetri mellem advokat og klient, mener Jon Stokholm.
– Det er jo ikke det samme som at sælge kartofler. Eller som Storm P sagde, det “kræver god etik at sælge elastik i metermål,” siger Jon Stokholm og uddyber synspunktet:
– Klienterne har som udgangspunkt ikke mulighed for at bedømme kvaliteten af advokatens ydelse, siger han.
Så her kommer Advokatnævnet til sin ret. Og netop derfor har Jon Stokholm også et mål for fremtidens Advokatnævn: Kendelserne skal skrives meget bedre, så klienter og advokater får en god begrundelse for afgørelsen – så de for alvor forstår, hvorfor Advokatnævnet har truffet netop den pågældende beslutning i deres sag.

Sager ved domstolene

Advokatnævnet har i stigende grad udgifter til at få ført de sager, som advokater vælger at indbringe for domstolene.
Statistikken viser, at det stort set aldrig kan betale sig for en advokat, at indbringe sagen for domstolene, men sidste år skete det alligevel 32 gange. Kun i fire tilfælde fik advokaten nedsat sin bøde eller slap for en sanktion ved domstolenes mellemkomst.
Året forinden blev 43 kendelser fra Advokatnævnet indbragt for domstolene.

Af Lene Ejg Jarbøl, journalist, Advokaten nr 5/2011