Ulykken i Tuborgtårnet – ikke godt nok at smække en mistænkelig mikrofon ud i luften

DER ER I ØJEBLIKKET EN KAMP mellem forskellige aktører om ansvaret for sikkerheden efter ulykken i Tuborgtårnet. I den sammenhæng synes der at være meget lidt fokus på, hvad der er årsagen til dødsfaldet.

VAR DET SELVOMORD, var det det ene eller det andet. Sådan er vores verden nu. Når der er sket noget, skal der være en ansvarlig. Hvis den ansvarlige er død, så må vi finde en ansvarlig, der lever. Også selvom der er dømt selvmord som forklaring.

Tuborgtårnet

HVOR VAR JOURNALISTERNES SKEPSIS, da de så Tuborgtårnet FØR ulykken? Hvor er deres forståelse for, hvad deres “research” betyder for uskyldige mennesker? Jeg efterlyser empati og bedre journalistik og mere reflektion.

JEG HAR IKKE BEMÆRKET, at der omkring ulykken har været fokus på de mennesker, der i alle tilfælde lider under det skete. Hvem tænker på dem og det? Hvem har forsøgt at forstå denne vinkel. Er der ikke et hensyn at tage til de levende? Kan vi vente med at dømme, til vi har tilstrækkelig med facts? Jeg har selv været i tårnet før ulykken og stået på den pågældende terrasse. Hvor mange af de p.t. kloge har mon gjort sig den ulejlighed? Jeg må sige, at jeg fandt det absolut betryggende – men jeg er ikke fagmand. Jeg kan tage fejl, men jeg er slet ikke klar til at dømme. Det synes mange andre at være. Det vil jeg godt reflektere lidt over.

2000

LAD OS LIGE TÆNKE TILBAGE: Fredag den 30. juni 2010 kl 23:34 omkom ni unge mænd under en Pearl Jam-koncert. Alle, der var på Roskilde den fredag i juni 2000 husker mareridtet. Vi husker også, at én mand tonede frem og var på hele døgnet rundt. Leif Skov, den daværende leder, stod frem og svarede. Ikke mange har forstået, hvor stor den indsats var. Eller begrebet den personlige pris for at gennemleve det og de efterfølgende år. Heldigvis er det kun få, der oplever, hvad det vil sige at være den øverste ansvarlige, når mennesker dør. Leif prøvede det med ni. Jeg har selv prøvet det med fem mennesker (fem roere druknede i august 1985, mens jeg var formand for Roskilde Roklub – bestyrelsen blev hængt ud, dømt af Dansk Forening for Rosports Ordens- og Amatørudvalg og efter meget lang ventetid pure frifundet af Dansk Idrætsforbund Ordens- og amatørudvalg – imens oplevede vi et uhyrligt presseskriveri af kloge mennesker, som mente de vidste bedre). Sådanne oplevelser glemmes aldrig. De er altid med. Ar, der ikke kan heles, kun dulmes. Jeg nævner det, fordi jeg ud fra konkrete eksempler efterlyser en større forståelse for, hvad mennesker, der sættes i offentlig krydsild, mens de er under pres, må gennemleve.

DE HURTIGE AVISDOMME stod i kø efter ulykken i 2000. Det var uudholdeligt at opleve. Samme aften som ulykken skete, havde jeg få timer før talt med en række kunstnere, der havde opstillet et højt tårn beklædt med malede dørplader. Publikum kunne gå op i tårnet. Jeg spurgte, hvorfor det ikke var lavet før og fik til svar, at ”festivalen er helt tosset med sikkerhed, så det har taget to år at få det godkendt. Det er for meget med al den sikkerhed”. Få timer senere var adskillige klar til at dømme, at Roskilde så stort på sikkerheden. Det skete uden smålig skelen til, hvad Roskilde gjorde i forhold til andre festivaler, her i landet såvel som i udlandet. Flere kritikere fulgte og end ikke da festivalen blev frifundet af politiet og da retssager mod festivalen en for en faldt til jorden – ja så forstummede kritikken ikke. Nogle mente, at de vidste bedre. Og nogle af dem har ikke givet op endnu.

EB hvert 5. minut - er der tid til empati og eftertænksomhed?

INGEN JOURNALIST, ingen kritiker, deltog i rejserne rundt om i verden, hvor der blev talt med de afdødes familier. Ingen gik bagom de menneskelige udfordringer en sådan ulykke giver for arrangørerne og behandlerne. Det var kun interessant, hvis der kunne yppes kiv på forskellige holdninger om det, mens det ikke var interessant at søge at forstå hvilket pres en række mennesker kom under. Er det muligt at forstå det, hvis man ikke selv har været midt i det? Næppe, men et forsøg på at interessere sig for det var vel ikke for meget.

JEG GENOPLEVER SCENARIET NU. Luften sitrer af hurtig mistænkeliggørelse, uagtet vi fra officiel kilde har at gøre med et selvmord. Ser vi her en rimelig afvejning mellem hensynet til ”sandheden” og hensynet til de levende ofre? Det synes jeg ikke ret meget peger på.

Mærk lige efter

HVEM SPØRGER DE KRITISKE JOURNALISTER: hvor var I henne, da I så Tuborgtårnet? Stillede I spørgsmål til sikkerheden? Hvis der var klare sikkerhedsmæssige fejl, hvorfor pegede den kritiske presse så ikke på dem i tide? Er journalister kun bagudskuende eller er de opsøgende og proaktive? Jeg har kun set begejstrede omtaler af Tuborgtårnet up front og er det ikke de samme journalister, der nu er vendt på en tallerken og bare bruger historien som en kat, der har fundet en væltet karton med fløde? Hvor er de kritiske journalister henne omkring manglende sikkerhed rundt omkring. F.eks i Tivoli, hvor der en dag kan ske en frygtelig ulykke under de proppede fredagskoncerter. Går der sikkerhedsvagter i Runde Tårn eller i diverse højhuse? Hvor er journalisterne omkring sikkerheden i regnvejr i Horsens osv. Svaret er, at de rocker med rundt omkring og skriver lidt, men i øvrigt venter på at katastroferne indfinder sig – så er det jo sikkert at konstatere, at sikkerheden manglede.

DET ER NØDVENDIGT at efterforske, men det behøver ikke ske i mistænkeliggørelsens lys. Det behøver ikke ske uden hensyntagen til, hvad der er muligt og hvad der ikke er muligt. Det behøver ikke ske uden omtale af, at Roskilde har øget sikkerheden på festivalen år for år og med det resultat, at der sker forbavsende få ulykker i forhold til at festivalen har mere end 100.000 besøgende, hvoraf kun et mindretal ikke er upåvirket af diverse øl, spiritus og sjov tobak. Det behøver ikke ske uden forsøg på at gå bag facaden og søge at forstå de mennesker, der har haft opgaven og søge at forstå, hvordan de har løst den. Det er ikke godt nok bare at stikke en mistænkelig mikrofon frit ud i luften og håbe på det vil udløse et højt læser- eller seertal.

HVOR ER FORSTÅELSEN FOR hvad uovervejet kritik betyder for frivilliges lyst og mod til at deltage. Skal deltagerne være universitetsudannede for at turde påtage sig en vagt. Hvordan virker dette på den lange bane? Fører kritikken til overforsigtighed og bureaukrati – alene for at imødegå ny uovervejet kritik. Og er det klogt?

Lad os give plads til fair play

JEG VIL OVERHOVEDET IKKE DØMME noget som helst, men blot udtale min uforbeholdne tillid til, at der er gjort, hvad der med rimelighed kunne gøres og at der vil blive føjet nye kapitler til Roskildes i forvejen tykke sikkerhedsbøger, uden at det kan begrunde kritik af det, der var.

JEG EFTERLYSER EMPATI OG BEDRE JOURNALISTIK og generelt en større tålmodighed før der afsiges firkantede straksdomme, mistænkeliggørelser og fordømmelser. Har vi ikke en pligt til at gøre det bedre? Jo, det har vi. Så lad os gøre det.