Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Dette handler om en tyveriepisode og til sidst er der en konklusion med gode råd.
Vi elsker stadig Italien - men er sure på tyveknægtene
TORSDAG HAVDE VI sidste feriedag her. Pragtfuld tur op over bjerget til Pescara. Vi afsluttede med badning. Beholdt badetøjet på, da vi kørte, for vi ville lige have en tur mere i vandet. Vi var glade, fordi vi kunne lade alle værdigenstande ligge sikkert i bilen. Parkerede og gik ud for at se en af de sjove fiskerestauranter i vandet. Der var lukket, så vi gik hurtigt tilbage. Var væk maks ti minutter. Da vi kom tilbage hoppede vi ind i bilen og kørte videre mod næste badested. I en tunnel kunne vi ikke forstå, at det trak. Susanne vendte sig og så, at den mindste af de to bagerste siderude var knust. Vi kørte ind til siden og kunne konstatere, at vores tøj, vores to mobiltelefoner, alle vores kreditkort og alle vores kontanter, kørekort, taske samt nøglen til vores hus, Susannes ring og hendes pas var væk. Selv mit i Rom nyindkøbte og på stedet tilpassede læderbælte var væk.
SÅ VI STOD I BADETØJ og måtte aflevere bilen i et kostume i lufthavnen. På en eller anden måde mister man lidt pondus, når man står i røde badebukser, hvide ben, badehår og en brugt ro-t-shirt, mens fruen er iført badedragt og med et tørklæde fra Roskilde Festival forsøger at dække mest muligt af badekostumet.
VI HAVDE INGEN PENGE overhovedet, alle vores telefonnumre var i de stjålne telefoner,
men det lykkedes via mange samtaler at finde Linos fastnetnummer (Lino er vores lokale mand, der hjælper med at tilse huset og passe på det, når det ikke bruges). Vi ringede, men forgæves. Vi fik så hjælp til at finde telefonnummeret på en lokal vinmand, vi har mødt under opholdet her. Da han kom og leverede vin til os i lejligheden, var han å ød at sige, at vi bare kunne ringe om ”everything”, så det gjorde. Han hedder Carlo Margiotti, og han fik fat i Lino, der ringede til Hertz i lufthavnen. Lino var heldigvis klar til at komme til huset med nøgle. Han tilbød at hente os, men det ville vi ikke, så i tog en taxa fra lufthavnen, idet vi nok mente, at en af os havde et ekstra visa-kort i huset. Vi kørte med en sød taxachauffør, som har kørt taxa og lastvogn i 35 år. Han har arbejdet i Tyskland og talte tysk.
VI FORKLAREDE, at vi var blevet bestjålet, men at vi vist nok havde et kreditkort i huset. Han så mig ind i øjnene og sagde: jeg er HELT rolig, der skal mere til at ryste mig. Hvor gammel tror du jeg er? Jeg gættede på 61 og han blev glad, da han afslørede, at han var 75. Han ville vide, hvor gammel jeg var og jeg valgte at sige sandheden. Så forklarede jeg, at min kone er 25, hvorefter han grinede i ti minutter. Susanne tog det ikke personligt.
HAN KØRTE SÆRDELES GODT og særdeles hurtigt, så da vi ankom, var Lino ikke ankommet. Vi fik chaufføren til at ringe til Lino, der lovede at komme straks. Imens underholdt vi os md den gamle dame i nr. 27 og hendes datter. Vi var i relativ høj kurs, fordi jeg dagen før havde vist dem en lille video optaget af hendes barnebarn, da hun ankom i Bentley og brudekjole for at hilse på. De var ret kede af det på vores vegne. Imens ankom Lino. Heldigvis havde vi ét kort, så jeg løb til bankomaten, mens taxaen holdt og ventede. Så fik vi betalt og Lino kørte os nu til politiet. De henviste til Sulmona, da vi gik ind, men da Lino kom, kunne det godt lade sig gøre at anmelde.
VI FIK EN MEGET FIN behandling hos politiet. To kriminalbetjente og Lino gik i gang. Jeg lånte pc’en og fandt udenrigsministeriet, hvortil vi ringede og efter 20 minutters ventetid kom vi igennem Fik at vide, at vi skulle på ambassaden i Rom. Der åbner de kl 9:00. Lino skulle til Rom for at hente kusinen, så han skulle til Rom og Susanne tog med ham kl 05:00. Jeg bliver (håber jeg) hentet kl 9 af nogle danskere vi mødte. Deres mor skulle med samme fly som os, så de tilbød lift til lufthavnen. Håber det lykkes for Susanne at få midlertidigt pas – der skulle medbringes to pasfotos og selv Lino kunne ikke klare det.
VI VAR FÆRDIGE kl 21 og Lino kørte os tilbage og vi fik en halv time til at bade og pakke og så kom Lino og kørte os til et hyggeligt sted i Popoli. God mand og meget fair pris.
TILBAGE I HUSET måtte jeg på nettet og forklare omverdenen og vores danske venner hvorfor vi ikke havde været at træffe på mobilen. Jeg måtte også downloade et vækkeur. Det var dog overflødigt, da jeg ikke kunne sove, fordi jeg ikke var sikker på, at det ville ringe.
VI HAR LÆRT FØLGENDE:
NÆSTE GANG har vi fotokopier af pas og tager kun kopier med ud og gemmer originalerne, vi har lister med telefonnumre, vi vil ikke lægge begge mobiler så samme tyv kan stjæle dem samtidig og vi efterlader ikke mere noget af værdi i bilen.
DET ER IKKE vores egen opfindelse, men gode råd fra Lino og de to kriminalbetjente. De undrede sig først over at se en advokat i røde badebukser, hvide ben og en brugt ro-t-shirt. Siden undrede de sig over, at vi kunne have medbragt et originalt pas og 6 forskellige kreditkort. De rystede på hovedet, men på en pæn måde.
