Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Vin af det gode mærke "med måde"
Kender du det? At fortryde. Nogle ting kan fortrydes. For andre ting er det for sent. Det, du ikke får sagt, mens tid er, kan være for sent. Ifølge ordbog over det danske sprog kan ”fortryde” betyde ”fremkalde eller føle sorg eller smerte over en handling eller et forhold, man selv er skyld i og nu ønsker anderledes; angre”. Eller ifølge Wikipedia: ”At være ked af noget, der er sket og ønsker at det ikke var sket, men at noget andet var sket i stedet for”.
Suzanne Brøgger har i Brøndums Encyklopædi skrevet om “fortryde”, bl.a.:
Man kan fortryde, at man kom til at kalde en rødhåret dreng for en “brilleabe” engang i anden klasse. Men man kan ikke fortryde, at man har slået et andet menneske ihjel…man kan ikke fortryde det, der former ens liv… man fortryder gerne alt, hvad der ryger én ud af munden i farten…Når det virkelig gælder, gælder ingen fortrydelse….Og inden man får set sig om, bliver man nødt til at fortryde, at man overhovedet er et menneske. Og helt fortrådt”.
Jeg har fortrudt mange ting. Har i dag tænkt over emnet i anledning af min aktuelle fortrydelse. Med ord som sabel har jeg trådt en nær ven over tæerne. Når sådan noget sker, er det på én og samme tid muligt at fortryde. Og dog ikke muligt. For det sagte er sagt. Det gjorte er gjort. Det skete er sket. Og kan ord omgøre det sagte. Måske. Men kan ord omgøre de følelser, forkerte ord har antændt og såret. Måske. Hvem ved. Hvor meget kan vi kontrollere, når vi taler følelser og ikke forstand. Det levede kan ikke gøres ugjort. Det er ikke sådan lige at få hold på det gjorte.
Hvad så? Så må jeg forholde mig til det. Tænke over det passerede, det fortrudte. Hvorfor, hvordan, hvorhen? Jeg spoler tilbage og genser. Gen-op-lever. Det opleves som at have 28 tommelfingre og bruge dem alle forkert. Med spidse søm på. Træde vennerne og sig selv over tæerne med tommelfingrene. På samme tid. Temmelig uelegant. For nu at underdrive, så det kan føles. Udtrykket ”som en elefant i en glasbutik” får en helt aktuel betydning. Jeg elsker elefanter. Jeg elsker glasbutikker. Men hver for sig, tak. Hver for sig. Kan det være så slemt. Jeg finder på nettet Christina Ørnbjærg Jensens digt: ”Elefant i en glasbutik”:
Elefanter er søde. Blot ikke i glasbutikker.
Væggene svinder ind
Tankespin
Lyden bliver højere og højere
Sorte roser ligger for mine fødder
Møl og larver har spist mine rødder
Lyden bliver højere og højere
Et ego så stort i et tomrum så lille
Fra tanke til handling var det jeg ville
Lyden bliver højere og højere
Noget har stoppet mig
Det er ikke en sjov leg
Lyden bliver højere og højere
Elefanter kommer marcherende
Væk er fjerene
(Nøgenhed)
Lyden er høj, så høj!
En parasit har sat sig fast
Livet er min last
Lyden er så høj, så høj!
”Lyden er så høj, så høj!”. Sådan er det også at fortryde. Det, jeg vil fortryde, gentager sig. Højt. Og bebrejder mig, at det skete. ”Noget har stoppet mig. Det er ikke en sjov leg. Lyden bliver højere og højere. Elefanter kommer marcherende…”.
Jeg fortryder. Det er en rejse.
Hvordan fortryder jeg? Det må være ved at gøre det gjorte om. Det kan ikke gøres om. Alligevel skal forsøget gøres. Med ord. Når jeg har såret min ven, må jeg forsøge at sætte mig i hans sted på det sted, hvor det fortrudte fandt sted. Hvordan oplevede han det. Hvad ville du selv have følt. Hvordan ville du selv modtage min egen fortrydelse dagen derpå? Uha, hvilken rejse. Den bringer ikke lindrende eller lette løsninger, men udfordrer. Og så tænker jeg, at det et fortryde, at gøre om, må indebære, at jeg først og fremmest lader være med at flæbe og synes det er synd for mig, at jeg har bragt mig ud på det yderste af ti-metervippen. En del af fortrydelsen er helt at glemme egen smerte og i stedet bære smerten i stilhed, mens det fulde fokus er på min forurettede ven.
Min ven, som naturligvis sagtens kan leve videre med mit fejltrin, men hvor jeg har hugget et lille hjørne af hans glade liv. Det vil jeg gerne give ham tilbage og det at fortryde må være, at jeg fortæller ham det. Klart. Og springer over alle de aber, der sidder på min skulder og kommer med gode forklaringer. Der er ingen gode forklaringer, så hold venligst jeres kæft, kære aber. Jeg skal fokusere på at give min ven denne del af hans liv igen. Et sår vil der være, selvom jeg med ord erkender min brøde. Heldigvis siger kloge, at tiden læger alle sår.
Tiden.
Tiden er bare en uberegnelig størrelse. I dag døde min ven Vagn. Før tid. Med kort varsel. Nær 70, men det er ingen alder. Jeg nåede ikke at besøge ham på hospitalet – dét kan jeg fortryde, men ikke ændre. Derfor kan jeg ikke løse min udfordring ved at sige, at tiden læger alle sår, thi hvem ved hvilken tid, vi har.
Jeg hopper i min vens verden og ser det fra hans side. Ikke noget kønt syn. Jeg ville jo slet ikke, at det skulle blive sådan. Kære ven, det blev det altså. På med vanten, ikke mere analyse: fuld speed fremad. Sig undskyld. Erkend brøden og bed om tilgivelse. UNDSKYLD, ven.
Om venskab
Mange ord om en hverdagssituation, som heldigvis ikke er hverdag. Og dog. Mange har jeg trådt over tæerne og det kommer jeg til at tænke over, når jeg tænker over, hvad det vil sige at fortryde. Ud fra den konkrete oplevelse. Jeg vil lære af den og henter næring i min vens overskud, forståelse og tilgivelse. Til dig, min ven: tak for din forståelse. Til mine venner: Tak for jeres forståelse. Jeg kvitterer med dette lille digt af Louise Bech, der har skrevet så smukt – om at fortryde:
Jeg sidder her helt alene i mørket
Kigger ud på en stjerne der lyser op
Kan ikke lade være med at småsmile lidt
Tænker en masse ting inde i mit lille hoved
Tankerne lyder sådan her:
Hvor er universet dog en smuk ting
Det som ingen ende har derude
Livet er en vidunderlig skabelse
En masse oplevelser man får med sig
Familie, venner*), veninder, kærester
Hver og en sætter sit præg på én selv
Sit præg på hvem man ender med at blive
Fejltagelser skal også til – man lærer af dem
Sikke glad jeg er for den person jeg er blevet **)
Fejl er blevet begået – gode gerninger er gjort
Og stadig kan jeg kun sidde med et smil på læben
Trods nedturene som rammer og man ønsker at forsvinde
Trods opturene som gør det hele værd at leve videre
Så vil jeg ikke ændrer på noget som helst i min fortid
For det hele har gjort mig til den person jeg er denne dag i dag!**)
*) og naboer
**) her og nu er det til at overskue, men jeg rejser mig fra dette sted
