Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Jeg læste forleden et glimrende indlæg i Børsen fra en offentlig leder, direktør på Niels Brock, Anya Eskildsen. *)
Direktør Anya Eskildsen, Niels Brock
I indlægget kritiseres, at den offentlige sektor har udviklet sig uheldigt i de senere år. Der er blevet mere bureaukrati og det af regeringen lovede paradigmeskift er aldrig kommet. Der mangler frihed til udvikling. Der er ingen ansporing til innovation, som Danmark ellers siger, de gerne vil leve af.
Jeg er ganske enig heri. Jeg er borgerlig, men har ofte kritiseret regeringen. Det har hver gang udløst kritik fra andre borgerlige, som samstemmende – i øvrigt med opbakning fra førende socialdemokrater – fortæller mig, at det er ikke god skik, at kritiserer ”sine egne”. Eller, som det hedder på politiker-ny-dansk: ”at man ikke skider i egen rede”.
Jeg har aldrig forstået dette kollektive forbud mod kritik. Selv har jeg kun lyst til at kritisere, hvis det kritiserede har en vis åndelig højde. Og når jeg får kritik fra mine venner, så tager jeg det seriøst og siger tak til. Også når kunder kritiserer mig. Der er ikke noget, jeg lærer mere af.
Bureuakratiet er ved at kvælde den offentlige sektor i Danmark - ingen politikere gør noget
Jeg synes ikke vi har fået nogen afbureaukratisering under den nuværende regering. Vi har derimod fået det stillet i udsigt mange gange. Det er hårdt tiltrængt. Jeg ser en del sager, hvor jeg repræsenterer offentlige institutioner, hvor sagerne handler om deres overordnede, ministerierne. Jeg kan ikke referere fra konkrete sager, men jeg kan godt nævne, at det er nærmest umuligt at drive en fremgangsrig og innovationsdrevet virksomhed indenfor de dele af det offentlige, som jeg kender. Det er navnlig indenfor undervisningssektoren, hvor forholdene efter min mening er uhyrlige. Regeringen siger ét og deres ministerier gør noget andet.
Jeg tør slet ikke tænke på hvor mange mennesker, der er beskæftiget med (a) at udtænke regler (b) at vedtage regler (c) at kommentere og fortolke regler) og (d) at kontrollere og sanktionere reglerne. Da vi fik nyt køkken her i firmaet, hvor vi er ca. 60 medarbejdere, skulle det opfylde al verdens krav. Prisen blev 750.000 kroner og så skulle vi sende tre medarbejdere på kursus. Alle veluddannede folk, der har haft med madtilberedning at gøre i en menneskealder. Så skal vi også betale for kontrol. Jeg synes det er for meget, selvom jeg er tilhænger af god hygiejne – men jeg synes ikke vores samfund har råd til at undvære så mange mennesker til uproduktivt arbejde.
Dette er ikke en kritik af det offentlige. Mange i den offentælige sektor tør ikke sige, hvad de mener. Der eksisterer en høj grad af selvcensur. Mange er dybt frustrerede, hvad jeg selv har oplevet gang på gang i mine drøftelser med ledere i denne sektor. De ville meget gerne, men oplever, at der mere eller mindre elegant sanktioneres overfor “besværlige”. Nok lidt ligesom jeg oplever, når jeg kritiserer “mine egne”. Det er en skam. For på den måde kommer Danmark ikke ud af stedet – eller rettere: jo, desværre kommer vi ud af stedet. For “helle” findes ikke. Manglende fremgang er lig med tilbagegang. Den vej blæser vinden for vort land – ingen vil gøre noget. Eller måske rettere: ingen gør noget.
Hvad mener du?
*)Direktør på Niels Brock, Anya Eskildsens indlæg i Børsen 1. juni 2011 (gengives med forfatterens tilladelse):
Frihed, ja tak!
”Frihed til at lede” er den fyndige overskrift på en kommentar fra tre gæve politikerkvinder, som vil slå et slag for nytænkning af den offentlige sektor. Deres ærinde er en bedre og mere effektiv offentlig sektor – og det får vi som de siger, ved at give lederne mere plads at bevæge sig på – mere frihed og mere ansvar.
For mig som leder i det offentlige er det et drømmescenarium, de udfolder. Vi skal have vilkår som ledere i den private sektor, og vi skal også måles på vores resultater.
MEN – uanset hvor tindrende enig, jeg er med jer, Ellen Trane (V), Helle Sjelle (K) og Merete Riisager (LA), så melder der sig et meget upassende spørgsmål: Hvorfor i al verden har den borgerlige-liberale regering ikke udnyttet sine mange år ved regeringsmagten til at gennemføre dette paradigmeskifte i den offentlige sektor?
Min erfaring er, at den offentlige sektor faktisk i de seneste 5-8 år har udviklet sig i en uheldig retning. Vi har mere bureaukrati, vi har mere central styring, og vi har som ledere i virksomheder og institutioner mindre ledelsesrum end tidligere. Regeringen har gennem årene talt om kvalitetsreform, afbureaukratisering, effektivisering og professionalisering – med et klart ideologisk sigte. I har villet gøre op med tidligere tiders offentlige sektor, som var præget af bureaukratisering, kontrol, mistillid, vanetænkning, træghed osv. I har villet indføre nogle af de styringsstrategier og ledelsesfilosofier, som præger det private erhvervsliv i den offentlige sektor. I har villet forretningsorientere det offentlige. Og således har I villet kombinere det bedste fra begge verdener.
Vi var mange yngre ledere i den offentlige sektor som for 5-8 år siden tænkte… YES! Det vil vi gerne en del af. Tankerne om paradigmeskiftet gav mening for os, som måske ellers havde fundet en karriereplatform i en privat virksomhed.
Jeg må konstatere, at det for regeringen desværre ikke er lykkedes at gennemføre disse forandringer. I hvert fald ikke i de dele af den offentlige sektor, jeg kender til. Vi har ikke fået et paradigmeskift. Hver dag kan vi læse om sektorer og institutioner, der er ved at blive kvalt i krav til indrapporteringer og dokumentation, og hver dag oplever vi som ledere nye eksempler på detailstyring og kontrol gennem administrative påbud, bekendtgørelser og lovgivning. Mængden af bureaukratiske ordninger, krav om dokumentation og finansiering gennem små puljer er uendelig lang, og denne form for styring er en belastning ud over alle grænser for den offentlige sektor.
Det er imidlertid blot symptomer på det, der er mit ærinde: Nemlig, at der ikke er tilstrækkelig frihed for vores institutioner – de får ikke lov til at fungere og udvikle sig. For mig er det personligt irriterende, men det afgørende kritisable er, at den manglende frihed forhindrer den offentlige sektor i at udvikle sig.
Hvilke ledere har lyst til uforfærdet at tænke innovativt og sætte udvikling og nye initiativer i gang, når man igen og igen kun oplever modstand og forhindringer. Som ledere oplever vi, at nytænkning mødes med skepsis – som det første tænker man i, hvordan man kan regulere og bremse initiativer. I stedet for at opmuntre og understøtte.
Fornuftige politikere, som man kunne forvente ville bakke op om nye initiativer, holder lav profil og tier stille og fortsætter med at vedtage love, som skaber yderligere bureaukratisering og detailstyring.
Det er op ad bakke i modvind, når man, som jeg, naivt har troet at det handlede om at tænke nyt og udvikle, fordi jeg troede, at paradigmeskiftet var alvorligt ment. Men måske kommer det nu?
