Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Mikkel Wold spørger i Kristeligt Dagblad den 11. Juni 2011 om der i kirken tales, så folk forstår det? ”Giver forkyndelsen bud på dybdegående svar på tilværelsens store temaer og de eksistentielle overvejelser, som vi alle går og tumler med, eller er der snarere tale om lidt humanistisk overfladisk kling-klang hæftet på dagens tekst?”
Vi savner vilje til kommunikation fra folkekirken til medlemmerne
Mikkel Wold byder selv ind med et svar: ”Kirken trænger til inspiration, det vil sige indgydelse af Ånden”.
Jeg er enig med Mikkel Wolf, men hans eget bud på et svar bekræfter jo netop det, der er problemet: at kirken i dag endnu ikke er kravlet ned fra det intellektuelle kirketårn. Kirken har ikke vilje eller evne til at tale med kunderne.
Hvor mange kirker har en informationstjeneste?
Menigheden består af en tolerant gruppe, hvoraf nogle er med på den indforståede snak, mens andre lader som om de er. Og de ærlige lufter diskret deres frustration. Mikkel Wolfs svar – læs det lige foran – er jo ganske smukt, men viser en distance til den almindelige dansker – kernemedlemmet, som kun kommer i kirken til dåb, konfirmation, bryllup og barnedåb. Hvor mange danskere forstår udsagnet : ”Kirken trænger til inspiration, det vil sige indgydelse af Ånden”? Det var måske mere relevant at sige det sådan: ”Kirken skal tage sig sammen og behandle kunderne ordentligt”. Med ”kunderne” mener jeg alle de mange, der er medlemmer, men som ikke bruger kirken. De passive. Jeg gør gældende, at det er kirkens og ikke de passives problem.
Hvis vi lod Guds storm blæse ind i menighedsrådene og tordne løs med følgende spørgsmål: ”Hvad har I gjort for at sælge varen?” – så ville mange menighedsrødsører rødme. Medlemmer af menighedsrådene i folkekirken har et stort ansvar, som efter min mening trænger til et løft. I forvalter rigtig mange penge og I har et ansvar for at sikre, at jeres rigtig gode kundetilbud når ud til kunderne.
De kirkeblade jeg kender, er dødkedelige. De kirkehjemmesider jeg kender, er som kirkebladene. Indforstået snak henvendt til de frelste, men ikke til det flertal, der betaler gildet. Der er ikke noget salgsarbejde. Hvis en almindelig privat virksomhed stillede sig tilfreds med den kundeskare, der kommer af sig selv, så kan virksomheden i dagens konkurrencesamfund ikke overleve. Kirken har ikke erkendt, at også kirken lever i konkurrence.
Kommunikation er ikke klaret med en netadresse
Jeg er sikker på, at det ikke er et udtryk for, at I gerne vil undgå kunder i kirken, men I har altså et ansvar, fordi I lader stå til. Kunderne strømmer ikke til – så I bør da gøre noget. Og det er ikke nok at holde fine koncerter. I skal fortælle, hvad I derudover har på hylderne.
Folkekirken har rigtig mange medlemmer. Alt for mange passive. Kirkens tilbud og budskab er en del af vores kultur og burde være salgbar. Meget salgbar. Udfordringen er, at der er mange andre tilbud, som konkurrerer med kirkens tilbud. Op mod en gratis aftenkoncert med fantastiske musikere og sangere har vi det forskrækkeligt lavniveaumedier, TV: DR1 og TV2 og alle de endnu mere lavpandede betalingskanaler. Det er så let at sidde bænket foran fjernsynet, men mere problematisk at ”få” tid til at gå til kirkekoncert. Jeg vil vove den påstand, at hvis I var bedre til at sælge budskabet, så ville flere droppe det håbløse fjernsyn og tage mod en åndelig oplevelse.
Tænk hvis kunderne kom til koncerten, så kunne de måske også blive nysgerrige omkring de andre tilbud, der er i kirken? Men selv koncerterne er helliget en meget lille skare.
Hvorfor skal der betales mange penge for at gå til meditation, når folkekirken tilbyder det samme hver søndag. Det er gratis – endda med brød og vin til. Det må da berøre jer, at trods de mange gode tilbud, så falder medlemstallet? Føler I ikke en pligt til at være oppe på mærkerne?
Mit råd er, at folkekirken opprioriterer kommunikation. Ansæt folk med forstand på dette, så jeres tilbud ikke skal forblive en hemmelighed. Enten må I på kommunikationskursus ellers må I fortælle os, at det er med vilje I beholde værdierne skjult for de mange. Det er befriende, når Mikkel Wold siger, at der må gøres op med den kirkelige smålighed og magtsyge og med konfliktskyheden, som medfører, at ”man i det kirkelige landskab hellere taler om hinanden end med hinanden”. Præster skændes. Menighedsråd skændes. Der er for meget fnidder og for lidt handling i den danske folkekirke. Vi har brug for handling. ”Lad frihedens banner vaje over Guds børn. Da vil de igen tro på dig. Herrens hellige stormvejr, menneskenes fornyer, Kærlighedens og frihedens ånd”.
Hvem tager bolden? Lad os hære fra menighedsråd og præster.
