Nu erkendt af venstrefløjen: ”De røde er en katastrofe”

Nu er vi to i dette land, der ikke er imponeret af den borgerlige regering, men som samtidig ikke tror en døjt på, at S og SF kan gøre det bedre. Det er sociologen Henrik Dahl og undertegnede.

Dahl giver Thorning tæv

Vi er tre, der ikke tror på Helle Thornings evner rækker til at være statsminister (udover Henrik Dahl og undertegnede er det Ritt Bjerregaard).

Og vi er nok en hel del, der ikke aner, hvor vi skal stemme.

Jeg er på linje med Dahl, når han siger, at de radikale ”har noget, som tiltrækker mig. Men omvendt føler jeg mig frastødt af deres verdensfjerne udlændingepolitik og deres ihærdige kamp mod kundskaber og færdigheder. Her har partiet noget af det samme, som kendetegner venstrefløjen: manglende lyst til selvransagelse. Tag sådan én som Erik Meier Carlsen. Han formåede at holde hovedet koldt og tænke. Men når han så sagde noget om Dansk Folkeparti, som var rigtigt, blev han brændemærket – også af de radikale”.

Knytnæve til Helle Thorning

Han kritiserer venstrefløjen for at have sovet i ti år. Enig. Og han siger, at ”Fair forandring er der ingen, der ved, hvad går ud på. Og den røde plan? Tja, en enlig svale gør ingen sommer. Den tager jo ikke ordentligt fat. Jeg har talt med flere højtstående socialdemokrater, der mener, at skatterne er alt for høje i Danmark, og at den offentlige sektor skal slankes. Men når intet sker, handler det om, at de offentligt ansattes interesser vinder over fornuften”.

Det måske mest interessante ved Henrik Dahls udsagn er karakteristikken af Helle Thorning, som han kender temmelig godt. Her lægges fingrene ikke imellem. ”Jeg har arbejdet tæt sammen med Thorning i flere omgange. Og hun imponerede mig ikke. Hun har meget, meget lidt at byde på i diskussioner, og hendes bidrag til en bog, jeg redigerede, var meget svagt. Den samme oplevelse har Ritt Bjerregaard haft med Thorning”. Og det fremhæves, at Harald Børsting fra LO betragter hende sm “en lille pige, man klapper på hovedet”, altså en marionet for LO.

Ifølge Information, onsdag i denne uge, siger Henrik Dahl videre: “”Hun kan ikke skrive eller improvisere. Hun har en meget begrænset almen viden, hun ejer ikke hverken nærvær eller nogen større visioner. Hun har muligvis noget, man kan kalde en reproduktiv begavelse. ,, hun kan forberede sig og lære ting udenad. Men hun kan ikke indgå i de uformelle samenhænge med egne ræsonnementer, som er så vigtige, hvis man skal lede et lill land”.

I en kommentar i Berlingske søndag i denne uge skriver Kathrine Stampe Andersen, at hun ikke kan vurdere, om Helle Thorning “har lys i pæren”, fordi hun ikke kender hende. Dog kan Kathrine fortælle læserne, at det er en urimelig undervurdering at kalde Helle Thorning “helt blank”. “Nok er vælgerne ved at gennemskue varm luft, vindfrikadeller og 12 minutter-projektet, men det ændrer ikke på, at vælgerne i måling efter måling…har troet på hendes projekt”. Det er da noget af en “argumentation”. Tillad mig at karakterisere den som direkte dum. Det niveau burde ikke give adgang til Berlingskes spalter. Senere i indlægget vurderer den skribent, der netop har konstateret, at hun ikke har forudsætninger for at bedømme Helle Thorning, at hun (nu) vurderes til at være “kvik”. Og så føjes det til i rækken af usammenhængende ord, at “til gengæld” har Helle Thorning “meget få visioner for Danmark. Og hvis hun har det, holder hun dem i hvert fald godt skjult for omverdenen”. Kære Kathrine. Du må vælge om du vil kommentere eller ikke kommentere og vælge en vej. Ellers bliver det draperet ævl på avispapir. Meningsløst.

Det konstateres i dag, søndag, i Politiken, at Helle Thornings taktik er at blive statsminister ved at holde mund. Ja så, tænker jeg. Og hvordan kan hun blive statsminister på den måde? Vil nogen vælge en kandidat, der ikke har nogen plan, ikke har nogen visioner og ikke vil sige noget? Desværre kan svaret blive ja, for folket er ukritisk og tænker ikke en meter frem. Det kan være tilstrækkeligt, at den borgerlige regering ikke har gjort arbejdet godt nok og at folket er “træt” af blå stue. Det kan jeg sagtens forstå, men det er – når vi kærer os om Danmarks fremtid – nødvendigt at sikre sig, at der er et bedre alternativ end det dumme. Verden er så grum, at der ikke altid er et BDRE alternativ end det, vi ikke kan lide. Jeg har ikke hørt noget de sidste ti år, som kan få mig til at tro, at S og SF kan gøre det bedre. Indtil de argumenterer for noget andet må jeg derfor lægge til grund, at de ikke selv mener, at de er bedre end blå stue. I så fald ville de vel argumentere i stedet for at tjene sig af østeuropæiske paroler og tom retorik?

Fredag aften hørte jeg Villy Søvndal fra SFs kongres. Tom retorik. Uden realindhold. Han har ingen forklaring på, hvordan man kan danne regering på baggrund af et parti, som har forpligtet sig til at arbejde for at efterlønnen beskæres, mens S og SF går til valg på at afskaffe den. Det er jo useriøst. Det er også useriøst, at S og SF ikke har fremlagt deres økonomiske politik, men bare bliver ved med deres forføreriske og tomme retorik.

Hvis S og SF danner regering vil det gå Danmark som det gik Roskilde

S og SF er reelt ikke et alternativ, men Helle Thornings og Villy Søvndals H. C. Andersen-udgave af Kejserens Nye Klæder. Den opføres for at de vil mele deres egen kage og uden nogen form for interesse for eller omsorg for deres fædreland. Det er et lyspunkt, at Margrethe Vestager har vist mod og vilje. Hvis S var et ansvarligt parti ville de have forhandlet og arbejdet i retning af en ny dansk politisk midte, men det gjorde de ikke. Fordi de har blokpolitik på hjernen. Præcis det, de har kritiseret blå blok for.

Jeg kan ikke se noget sagligt belæg for at betro S eller SF en stemme.

Alligevel vil jeg ikke lade mig overraske, hvis den tomme retorik føre til en ny regering. Så vil det gå Danmark som det gik Roskilde, da man ved forrige valg fra især borgerlig side viste sine dumheder.

Konservative forsøgte at gå efter borgmesterposten, selvom partiet ikke havde en kandidat med borgmesterpotentiale. Og Venstres vælgere undgik i vidt omfang at støtte Bjørn Dahl, fordi nogle selvfede venstrefolk mente, at han var for midtsøgende. Den skandale har kostet Roskilde en nedtur af historisk dimension. Hvis vælgerne ligeså ukritisk spiser af hånden fra S og SF, så vil Danmark få det ligeså vanskeligt som Roskilde har det.

Hvad vælger du?

http://politiken.dk/debat/ECE1281605/de-roede-er-en-katastrofe/

Læs også: Henrik Dahl fastholder kritik: Helle Thorning ikke egnet som landets leder

http://allanohms.wordpress.com/2011/05/18/henrik-dahl-fastholder-helle-thorning-ikke-egnet-som-landets-leder/

Med venlig hilsen
Advokat(H) Allan Ohms, Forum Advokater – mødested for løsninger
+45 4638 0321 – ao@forumadvokater.dk www.forumadvokater.dk

Læs desuden ”Om bloggen”, hvoraf fremgår, at mine blogindlæg naturligvis står for min egen regning.

Scroll til toppen