Kys det nu (Det satans liv)

Husker du TV 2’s gode sang /lyt til den her)? Jeg har indsat teksten lidt længere nede.

Jeg tænker ofte på denne tekst, når livets dagligdag – med dagligdagens trængsler – banker på mit hoved med en grydeske og vil overbevise mig om, at alt er umuligt. At det er synd, særligt for mig. At jeg aldrig vil lykkes med noget og at jeg bare er født under en uheldig stjerne – så alt hvad jeg rører ved – eller bare tænker på at røre ved – vil falde til jorden med et hult drøn.

Læs teksten. Steffen Brandt er genial. Han indfanger et hjørne og mine tanker breder dette hjørne ud. Til alt, hvad der laves. I dag har jeg prøvet noget, som jeg aldrig før har prøvet. Og visse nye ting gør dybt indtryk. Og maner til eftertanke og eftertænksomhed.

Engang imellem (læs: ALTID) bliver jeg noget misundelig på de mange jeg møder, som without an hesitation bare har en klippefast mening om et emne. Især hvis det er noget jeg har brugt uger, måneder eller år på at forholde mig til. Pling! SÅDAN skal den kage skæres!

Jeg har affundet mig med, at så hurtig er jeg ikke. Og jo ældre jeg er blevet, desto mere tænker jeg over det. Og jo mere jeg tænker, desto mere folder valgmulighederne og valgbelastningen sig ud.

Jeg har andetsteds på denne blog beskrevet, at vores lokale præst for nogen tid siden satte det her på plads hos mig. Hun sagde, at vi alle jagter den evige lykke – den findes bare ikke. Thi livet er ganske enkelt hårdt. Lykke er ikke en tilstand, men noget, vi kan nyde i glimt. Det passer fantastisk på mit liv og når jeg som i dag og ugerne forud har set mørke skyer, så har jeg tænkt på dette. Hold ud og gør dit arbejde. Ynk ikke dine vanskeligheder, men tag fat – og lyset vil komme tilbage.

Og så blander jeg disse kloge ord med at gennemtænke dagen og finde mindst fem gode oplevelser. Det er muligt, om end jeg nogle dage skal bruge lang tid på det. Jeg finder dem. Og det er godt at tænke på det gode, for ellers får det svære for let spil. Alene det at jeg kan stå ud af min seng, bevæge alle lemmer, tænke, løbe en tur, har min familie, bor skønt, har et job og møder mange dejlige mennesker hver dag – det burde jo aldrig få mig til at lytte til de negative vandrør.

Nå – jeg ville bare skrive, at jeg er enig med Steffen Brandt: Kys nu det liv. Og så vil jeg sige mit (dit) liv. Satan må klare sig selv. Og her er teksten så – “gå, nej ti og bliv alligevel”:

Jeg tænkte, nå, men det er så livet
sådan ser det altså ud
lidt krøllet, sammenbidt og gennemblødt
og helt almindeligt

Der er nogen chancer, som man selv kan ta
og flytte rundt med hvis man synes
lidt op og ned, du ved, man klarer sig
åh, Gud hvor åndsvagt

Kys det nu, det satans liv
grib det, fang det før det er forbi

Og bedst som livet lige gik så godt
og bilen næsten var betalt
kom du og krævede mit hjerteblod
og intet mindre

Jeg tænkte, nå, er det nu rigtig klogt
måske en smule for moderne
jeg har jo,jeg skal lige, og vent dog lidt
åh, Gud hvor åndsvagt

Kys det nu det satans liv
grib det, fang det før det er forbi

Kys mig nu godnat, farvel
gå, nej ti og bliv alligevel

Fortolkning fra en cand. theol

Kys det nu, det satans liv
grib det, fang det før det er forbi

Det er jeg enig i. Vi må tro på et liv før døden, selvom det i visse stunder forekommer mørkt og ensomt og barskt. Vi skal naturligvis gribe det, fange det og bruge det, før det er forbi. Nu-ets trængsler må ikke overskygge morgendagens muligheder.

Cand. Theol Jesper Hougaard Larsen, har på www.tv2fan.dk fortolket Steffen Brandts tekster og jeg synes det er spændende læsning. Her om hans tolkning af Kys det nu (Det satans liv):

“Kys det nu (det satans liv” (parentesen omkring “det satans liv” er ikke min, men Steffen Brandts!), er for mig at se den tekst, der på bedste vis illustrerer Steffen Brandts livssyn: At det er nødvendigt at overgi’ sig til tilværelsen, ikke at køre med på rutinen, selv om vi selvfølgelig også gør det. For pludselig kan vi overvældes af livet selv, af kærligheden, så der kræves alt af os: Vor lidenskab og vort hjerteblod. Vi er nødt til at tage imod livet, “kys det nu, det satans liv”, som Steffen Brandt siger det, vi må gribe og fange det, før det er forbi. Sangen starter med den voksne erkendelse af livet på baggrund af dagligdag, trivialiteter og nederlag:

Jeg tænkte, nå! Men det er så livet
sådan ser det altså ud
lidt krøllet sammenbidt og gennemblødt
og helt almindeligt!

Tænk, at kalde livet for lidt krøllet, sammenbidt og gennemblødt. Det er det helt almindelige liv, Steffen Brandt her karakteriserer med disse tre ord, krøllet, sammenbidt og gennemblødt. Det jævne, triste liv, når vi lever på rutinen uden at tage de afgørende chancer – men kun justerer lidt på må og få:

Der er nogen chancer, som man selv kan ta
og flytte rundt med hvis man synes
lidt op og ned, du ved, man klarer sig
åh, Gud hvor åndsvagt.

Okay, man kan sådan i det små ændre på tilværelsen, flytte lidt rundt med brikkerne, Frem og tilbage, op og ned, og så går det ellers videre på bedste beskub og med den lavest tænkelige fællesnævner. Men så er det, at ændringen viser sig, når man indser, at det hele er fuldstændig galt: åh, Gud hvor åndssvagt. Og så kommer protesten, erkendelsen af, at der er noget mere på spil:

Kys det nu, det satans liv
grib det, fang det før det er forbi

Men hvad er det, der kan få Steffen Brandt til at erkende, at livet ikke blot er et eller andet tilfældigt forum for almindeligheder? Hvad er det, der får ham til at tage de store gloser frem og sige, at vi må kysse det satans liv med al dets glæde og besværligheder, at vi må gribe det, leve det, før det smuldrer bort sammen med os? – Det får vi svaret på i næste strofe. For bedst som man tror, at der ikke er noget håb om at slippe ud af det almindelige, krøllede, sammenbidte liv, så er der noget, der modsiger ens liv, og det er mødet med det andet menneske. Og dét møde har konsekvenser:

Og bedst som livet lige gik så godt
og bilen næsten var betalt
kom du og krævede mit hjerteblod
og intet mindre.

Og det er virkelig besværligt. Nu skal der jo ændres på dagligdagen. Og hvad er det så, der sker? Jo, når et andet menneske kommer med sin kærlighed, så sker der bevægelser, og så kan man jo ikke nå det, man lige skal ha ordnet:

jeg tænkte, nå, er det nu rigtig klogt
måske en smuk for moderne
jeg har jo, jeg skal lige, og vent dog lidt
åh, Gud hvor åndssvagt!
Kys det nu det satans liv,
grib det, fang det før det er forbi.

Men ingen Steffen Brandt-tekst uden oprøret, ikke blot mod almindelighederne, men også mod det at overgi’ sig fuldstændig. Hele tiden lurer dobbeltheden, angsten for at give sig helt hen, derfor slutter sangen også med ordene:

Kys mig nu godnat. farvel
og gå, nej, tag og bli’ alligevel.

Han ved godt, at han må overgi’ sig til livet, til kærligheden, til den anden, men tvivlen gnaver helt ind til benet, og det kan være svært at skulle gi’ sit hjerteblod, så du må hellere “gå, nej, tag og bli’ alligevel.” Forbeholdet lurer hele tiden som en mulighed. Muligheden, som er reel for os alle, at vi alligevel af angst For livet og smerten, siger nej, trækker os tilbage til det trygge, det vante.

På nr. “Nærmest lykkelig” (1988) får man også en fornemmelse af, at Steffen Brandt hele tiden kører på dobbeltheden mellem kærligheden og hadet, mellem lidenskaben til det andet menneske og angsten for bundetheden. Et liv, som indebærer både et “ja” og et “nej” til kærligheden, et “ja” og et “nej” til det andet menneske. Der er plads til den stormende forelskelse, skænderierne, “tallerkenerne kan ryge gennem luften, og det hele kan køre op og ned, men hvem siger, jeg ikke kan Ii’ at ha’ det sådan, når det er dig jeg har det sådan med?» – Og i den situation, spørger Steffen Brandt: er vi så ikke nærmest lykkelig vi to? – Han vil ikke gi’ sig helt. Han slutter ikke sætningen af med et udråbstegn, hvor der foran står: Så er vi to lykkelige! Nej, for hele tiden er tvivlen, muligheden for at korthuset kan vælte til stede. Han tror ikke på den idylliske lykke og kærlighed. “Er vi så ikke nærmest lykkelig vi to? Og måske er dét det tætteste, man kan komme på lykken, at man er nærmest lykkelig!? – Måske er dét Steffen Brandts erkendelse af, at et menneskeliv aldrig er fuldkomment. Vi lever ikke i paradistilstanden , hele tiden lurer modsætningen. Lykke er det hele, en fastholdelse af det gode liv på trods af modsigelsen.

Hverken livet eller Steffen brandts tekster er banale. Det vil jeg holde fast på.

Hvad mener du?