Forskellighed er en styrke – næh, det er en udfordring!!

Du ved det da godt: ”Forskellighed er en styrke”. Nix. Det er en udfordring. På kanten af et problem.

Forskellighed - kan give forskellige udfordringer

Eksempel: syv mennesker sidder i en bestyrelse. De er MEGET forskellige. Og så siger mange: fedt nok, fordi forskelligheden giver et flersidigt billede og mange flere nuancer. Og det er både rigtigt og forkert. Og – nyt for mig – måske mest forkert. Hør hvorfor:

Det jeg – endelig og omsider – har fundet ud af er, at forskelligheden først bliver en styrke, når de forskellige er opmærksomme på forskellighederne og når de få forstår, at forskellighederne giver svære udfordringer! Hvilke?

Jo hør her: Vi tror – eller jeg har troet – at mennesker opfatter på samme måde. Det gør mennesker ikke. Kloge folk deler mennesker op i kategorier, f.eks. fire forskellige mønstre. Nogle er lidt af hvert, andre er kun et af fire ”moduler”. Hvis det ene bestyrelsesmedlem ar type A og det andet type B, så forstår de ikke hinanden. Medmindre de altså på forhånd er klar over, at de ikke forstår hinanden. Og i den situation er forskelligheden absolut ikke en styrke, men en udfordring (i gamle dage: et problem).

Det kræver faktisk meget af de syv meget forskellige. At de forholder sig til forskelligheden. At de hver for sig arbejder med forskelligeheden. At de hver for sig lytter *)

Inden vi vildt forelsker os i forskellighedens lyksaligheder skal vi derfor gøre os klart, at en følgesvend til forskelligheden er, at vi ikke forstår hinanden. A sender på frekvens 120 og B modtager på frekvens 98. Og det vil forvandle den utvivlsomme kvalitet til – et problem. Ja, lad mig sige det som det er: et PROBLEM.

Så lad os lige hjælpes ad med at forstå, at når vi er forskellige – og det ER vi – så skal vi altså gøre os ekstra umage med at kommunikere.

*) at lytte er en overset kunstart. Hvor møder jeg dog mange mennesker, der tydeligvis INTET aner om at lytte. Nogle demonstrerer det ved at tale i tide og utide og gennem talen demonstrere, at de ikke har lyttet til, hvad der er blevet sagt. Andre har den uvane, at de række fingeren, hånden, armen eller hele overkroppen op for at markere, at de vil sige noget. De mennesker, der gider og evner at lytte, nøjes med at markere. De, der ikke gider eller evner at lytte, sidder med fingrene oppe og den vibrerer mere og mere. Det er så klart et billede, så det er uhyggeligt. Og desværre uhyggelig almindeligt. Bullshit – synd og skam, fordi det totalt ødelægge dialogen. Men den slags mennesker er normalt helt udenfor pædagogisk rækkevidde. Selvom de er i flertal.

Hav en god dag.

Med venlig hilsen
Advokat(H) Allan Ohms, Forum Advokater – mødested for løsninger
+45 4638 0321 – ao@forumadvokater.dk www.forumadvokater.dk

Læs desuden ”Om bloggen”, hvoraf fremgår, at mine bloginlæg naturligvis står for min egen regning.