Dorte Reimar skrev den 6. Juni 2001 en fin anmeldelse af an bogantologi om lykke (”…hvor jeg med sikkerhed følte mig lykkelig”).
Jeg har gemt artiklen, fordi jeg synes den er så smukt og poetisk skrevet. Det er en anderledes boganmeldelse, som yder emnet fuld retfærdighed. Dette at være lykklig er jo noget, som vist næsten alle gerne vil opnå.
Jeg hørte for kort tid siden vores gode præst i Sct. Jørgensbjerg Kirke, Mette Munk Bie, tale så tankevækkende om, at vi jo alle jagter lykken. Vi vil gerne være lykkelige altid. Det kan vi ikke være, for som Mette sagde: “Livet er hårdt”. Derfor skal vi værdsætte de lyse og lykkelige stunder og acceptere, at det hårde slid er en del af livet. Disse ord gav mig en forklaring på, at megen af min utålmodighed har bygget på en jagt efter evig lykke – og en forståelse af, at den jagt ikke vil lykkes. Det mener jeg nu, jeg har forstået og accepteret og det giver mig god mening. Det har altid været hårdt at leve. Fra urtiden – og til nu. Og det vil fremover være hårdt. Udfordringerne er forskellige, fordi mennesket og verden udvikler sig hele tiden. Trængslerne skifter karakter og farve, men trængslerne er der fortsat. Det er som med laster: summen er konstant, men vi kan måske bytte lidt om på faktorerne. Jeg tror ikke vi som mennesker i dag har det er værre eller bedre end førhen, blot anderledes. Den forståelse er ny for mig. Jeg troede engang, at vi var klogere og levede lykkeligere nu. Forståelsen giver god mening for mig og forklarer meget. F.eks. det forhold, at vi i vores højt udviklede samfund ikke lytter mere til de mange kloge ord, der er skrevet fra de første officielle filosoffer og gennem resten af menneskets historie. Vi er ikke SÅ gode til at lære af fortiden. På samme måde som vores børn også kun karrigt lytter til vores velmente råd.
Hvad tænker du om lykke?
Her er perler fra Dorte Reimars artikel – skønt, at den lever efter mange år. Nyd det.
»Syrener syrener syrener«.
Mere har digteren Pia Juul ikke at sige om lykken. Men de tre små ord emmer af duftende syrener og giver mindelser om egne vellugtende lykkestunder. Måske er syrenens duft i sig selv lykkebringende?
Det er ikke opfyldelsen af materielle drømme, der kredses om i antologien »…hvor jeg med sikkerhed følte mig lykkelig« med bidrag af en lang række forfattere, en enkelt fotograf samt billedkunstneren Kirsten Christensen. Det er naturen, samværet med andre eller et særligt sted, som hos sidstnævnte, der har inspireret til bogen og skabt den smukke akvarel på omslaget. Kirsten Christensen skrev i en invitation til en udstilling, at hun i sine billeder har beskrevet det sted, hvor hun med sikkerhed følte sig lykkelig. Det var på en tagterrasse på San Cataldo Refugiet i Syditalien – hvor »jeg er en del af en bjergside/jeg er vand og landskab/jeg er dråbe og masse«.
Frederik Dessau analyserer klogt lykken som begreb og konstaterer, at lykken eller følelsen af at være lykkelig hører øjeblikket til, den er flygtig og lader sig ikke fastholde – og den kan ikke adskilles fra dét, der fremkalder den. Den kan som hos Elisabeth Møller Jensen knytte sig til den første bevidste erindring om dengang, hun som helt lille sad bag på sin mors cykel, og de sang en sang sammen. Som voksen hviler hun sig en dag på en bænk med en søn i barnevogn og gravid med nummer to, da hun pludselig bliver overrumplet af så stor en lykkefølelse, at hun begynder at græde. »Der var lukket op til evigheden. Et øjeblik på Lyngby Hovedgade«, skriver hun.
Bente Scavenius beskriver en morgen i paradis, da hun som 14-årig red en tur ved Møns Klint og pludselig befandt sig i Klintekongens fortryllede have. Hun har aldrig siden fundet den igen. Godfred Hartmann må i sin høje alder lede i fortidens minder for at genkalde sig de bedste år, der blev tilbragt i Rom og en lykkelig dag med venner og madkurv i skyggen af pinjer og forvitrede ruiner. Mens Niels Barfoed finder lykken her og nu i det øjeblik, han sætter køkkenvinduet på krog.
Peter Poulsen digter i cirkler om lykke, der er så privat, at du end ikke kan dele den med den, der har givet dig den. Jens Smerup Sørensen gider slet ikke føle sig lykkelig, men vil hellere plage sig selv en lille smule og pille de lykkelige øjeblikke fra hinanden. Og Troels Kløvedal binder en barndommens erindring om ufattelig lykke sammen med den, han som ung oplevede, da han første gang sejlede gennem Gibraltarstrædet og en tung tåge lettede for det blåeste Middelhav. Han konkluderer, at for ham har virkeligheden altid vist sig som det største.
Ifølge John Stuart Mille er »lykkelige kun de, som har deres sind indstillet på andet mål end egen lykke«. Med disse ord in mente kan bogen, som er en delikat sag af form og indhold som en æske chokolade, passende bruges til at forære lidt lykke til andre.
…hvor jeg med sikkerhed følte mig lykkelig. Antologi. Red. Johannes Riis. 152 sider. 150 kr. Gyldendal.
Læs også:
Herre, gør mig glad, nu – ellers bliver jeg skidesur
Jesus-remoulade (kan du bede en bøn)?