Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Det rusker og blæser. Øges smerten eller lindres lysten..?
Det rusker og blæser - her Oluf Høsts hus i Gudhjem
Det rusker og blæser. Og blæser og rusker. Følsomheden bliver ikke mindre. Den vokser med tiden, siger Suzanne Brøgger. Klogt sagt. Jo mere du arbejder med følsomheden, jo mere ser du. Jo mere fornemmer du. Jo mere føler du. Ingen nåde. Går du indenfor og mærker du efter, så vil du hele tiden mærke mere. Dybere. Mere og mere. Er at føle efter at spise af æblet ? Er følsomheden nøgenheden ? Afklædes verden. Afklædes menneskeheden. Øges smerten eller lindres lysten.
Der ligger Vesterhavet. Det bruser og brager og viser tænder. Er det de samme bølger som for tusinde år siden ? De kommer uden nogen tøven eller forstillelse. De er selvsikre og engagerede. Der er kraft og saft og power og vilje i de bølger. De er stærke og de ved det godt. Intet kan standse dem. Vi kan se på dem. Blive bange for dem, forskrækkede over dem eller blive imponeret og betaget. De har taget mennesker i alle år. De har beredt mennesker glæde og oplevelser. De er der. Forbindelsen til fortiden. Ligger og lurer. På en bid. Af kysten og måske med en lækkerbidsken i form af et hus eller to ? Hvad er meningen. Kan det ikke gøres til noget fornuftigt. Omsættes i energi, så jeg kan køre af sted på Vesterhavets bølger og store anstrengelser. Så det ikke bare ligger der og gør sig kæmpe anstrengelser. Men det gør jo noget. Det indgår jo i hele fødekæden og det binder nutiden sammen med fortiden med bro til fremtiden. Er det ”ikke noget”. Hvad for noget ? Hvad behager ? Jo, selvfølgelig er det da det.
Lyset. Det elektriske. Hist og pist lyser en lampe. En hvid, flere hvide. Orange. Gule. Røde og grønne. Baggrundslyset generer stjernelyset. Ikke at det på nogen måde lader sig mærke. Jeg lader mig mærke. Det tager mit stjernelys. Det tager storheden ved den mørke nattehvælving kun oplyst af stjernevejen. Orion og Oluf Høst, der gik rundt og så på det i den anden ende af Danmark. Men lyset har vi jo brug for og jeg ved godt, at jeg ikke bare lige kan bruge knappen her i værelse 19. Den siger: ”Sluk alt lys. Tænd alt”. Men det er jo kun her i lejligheden. Det andet kan kun Vor Herre. Og det er godt nok.
Om lidt træder jeg udenfor. Jeg vil tættere på og lytte og mærke og fornemme denne her stormstemning. Ved arnekilden. Det er lige hér stormen begynder. Og her sidder jeg. Og venter. Er på vej. Sengen bliver redt, så den lune, hyggelige rede er klar til at omfavne mig, når jeg vender tilbage. Herlig forblæst efter mødet med oceanet og vinden, stormen, orkanen. Forsigtigt. Jeg skal nok passe på tagsten, grene og biler.
Er alternativet til følsomhed overfølsomhed eller intethed ? Overfladiskhed eller ligegyldighed ?
