Politikerne styrer ikke Danmark. Embedsværket har taget magten.

Politikerne styrer ikke Danmark. Embedsværket har taget magten.

Danmark styres ikke længere af politikere. Vores demokratimodel har spillet fallit og nu går det for fuld skrue ad en vej, hvor enden kan være nærmere end vi tror. Vi er vokset op med en stærk tro på demokratiet og folkestyret og det gør ondt at indse, at dét kapitel er slut.

Jeg sidder på kajen i Allinge. Resterne af Folkemødet 2013 er ved at vågne. Den smukke by har summet af liv og politikerne har været flittigt til stede. De har talt og debatteret og passet deres roller. Som dem, der bestemmer. Sådan vil vi gerne se dem. Vores folkevalgte, der leder landet fra de 179 pladser på Christiansborg. Men sådan er det bare ikke længere. Danmark styres i dag af embedsværket. Den egentlige styring sker fra Finansministeriet, som har departementer i 98 kommuner, hvor politikerne også har givet op og har overladt roret til de ansatte. For politikerne er kun tilbage at administrere de smuler, der lægges ud til dem fra deres ansatte. Det er halen, der logrer med hunden og ingen ved, hvad vi skal gøre ved det. Selv i vores lille honningerukkeland, hvor det hele burde være overskueligt

Det er lettest at mærke realiteterne i kommunerne. De er tæt på borgerne og det er muligt at mærke virkningerne helt tæt på. I min egen kommune, Roskilde, er ændringen meget mærkbar. Ingen tvivl om, at byen styres af en stærk kommunaldirektør med en af ham opbygget og styret administration. Virkningen er, at der er blevet meget langt fra borgeren til kommunen.

Hans Mouritsen fra Dansk Institut for Internationale Studier konkluderede i Berlingske den 15. juni 2013, at ”de politiske partier er ubetydelige for samfundsudviklingen. Stik imod hvad de selv siger”. I samme udgave af avisen spurgte Per Stig Møller i kronikken: ”Er det repræsentative demokrati repræsentativt og fungerer det”? Svaret fra denne erfarne og dygtige politiker var nej, nej og nej. Og Claes Kastholm beskriver i dagens Beringske på glimrende vis problemerne. Han beskriver vælgerforeningerne meget præcist, når han kalder medlemmerne ”kalkunske haner i den lokale vælgerforening, hvis aktive medlemstal måske andrager 20-25 mennesker”. Vores politiske partier fungerer ifølge Kastholm som filialer af Ensomme Gamles Værn og klubber for ambitiøse unge, der søger den nemme vej til stjernerne frem for at gøre deres uddannelse færdig. Punktum.

Kastholm piller også glorien af Bjarne Corydon, der kaldes landets mest magtfulde politiker. ”Det karakteristiske ved Corydon er, at han overhovedet ikke er magtful, men falder i ét med embedsværket. Han er talsmand for Finansministeriets og den tilknyttede Moderniseringsstyrelses politik”. Og overfor det står så Berlingskes magtanalyse 2013, som skamroser finansministeren og udråber ham som den mest magtfulde med Vestager og Thorning på sølv- og bronzepladsen. En analyse, hvis grundlag lades reelt uomtalt og selvom jeg ikke tvivler på Corydons dygtighed, så er jeg enig med Kastholm i, at denne dygtighed ikke rækker til at vi kan tro på, at det er politikerne og ikke embedsværket, der bestemmer.

Og så hører det med til billedet, at nr. 4, 5 og 8 på magtanalysens top ti går til departementschefen i Finansministeriet, til Nationalbankens direktør og til Statsministeriets departementschef.

Hvad er forklaringen? Er det nødvendigvis den vej, det skal gå? Nej, ikke absolut. Forklaringen er ifølge Kastholms analyse, at vore politikere er for dårlige. Det kan ifølge Per Stig Møllerforklares i, at de reelt skal vælges ud fra de politiske partier, som kun omfatter 4% f befolkningen. Det har dog ikke hindret at ministre gennem tid er rekrutteret udenfor partierne. Men er politikerne dygtige nok? Den finansminister, der nu roses til skyerne, er også ansvarlig for den politik, der var grundlaget for Thornings valgkamp. En politik, der har ås mange huller, at Thorning er blevet mærket af at være kommet til magten på en buket af løgne. Thorning er bestemt et begavet menneske, men optræder ikke som en statskvinde og efter nøgleudleveringen i Statsministeriet har vi ikke set overbevisende styring fra hendes side. Hun er da også overhalet af to ministre, noget der ikke er set før.

Forgængeren, Lars Løkke Rasmussen, imponerede heller ikke. Og Løkkes forgænger – minimalstatsforfatteren – stod for en ødelæggende udvidelse af den offentlige sektor , en bureaukratisering uden lige og en total udhuling af alle retssikkerhedsgarantier. Vil nogen hævde, at vi har lysende stjerner i dansk politik? I går offentliggjorde de konservative en bodsvandring over egne fejl på skattelovgivningsområdet. Fejl, som vi var mange, der påpegede meget klart. Og i dag halser Venstres Kristian Jensen til mikrofonen og tilslutter sig bodsgangen. Men hvordan kunne disse mennesker så vedtage de lovforslag, som de i dag fortryder? Svaret er, at det ikke var politikernes forslag, det var embedsværkets forslag. Som led i ønsket om mere magt, større statslig styring og mindre respekt for borgerne.

Og embedsværkets magt øges hver eneste dag. Den nålestribede Corydon bifalder det hele og Lars Løkkeser til, mens ha lufter hundene i Allinges gader. Pressen bruger ukritisk tiden på at beskrive Corydons magt og imens bliver landets fremtid bestemt af et uigennemskueligt apparat bestående af stærke DJØFere. Ikke onde mennesker, men mennesker, der har taget magten uden at gøre sig klart hvorfor og hvad det vil betyde. Det er et krav fra ”systemet”. Uden for enhver demokratisk kontrol. Og derfor ser vi Folketinget haste love igennem uden høringsfrister. Vi ser debattiden kortet ned, så folket afholdes fra at være med og hvor der er tid til det – f.eks. forslaget til offentlighedsloven – udstedes taleforbud, så kun justitsministeren må føre ordet, hvilket konsekvent bruges til misinformation og fortielser. De konservatives og Venstres aktuelle fortrydelser omkring deres egne beslutninger er en Folkemødet-aktuel påmindelse om hvor glat det står til med politikernes indflydelse. Det er halen, der logrer med hunden.

Folkemødet 2013 er slut. Demokratiet længe leve!

  • martin erup

    God blog. Velskrevet og interessant. I andre lande har man ikke den rigide opdeling i udtalelsespolitikere og administration. Når jeg læser Allans indlæg får jeg den tanke, at det er vores historiske kassetænkning der er problemet. Vi har en politisk kultur der iscenesætter os som enten fagforeningsmedlemmer eller ledere, advokater eller klienter, kunstnere eller undervisere, Fortsæt selv listen. Tag gerne det kristne ånd-krops kodex med. I den politiske kultur adskiller vi også den kendte politiker, som vi har valgt fra hans eller hendes spindoktorer, rådgivere og embedsmænd og kvinder. Vi siger om embedsværket, at det skal kunne trives og fungere uafhængigt af skiftende regeringer. Som en slags guddommeligt forsyn, der uden skelen til verdslige forhold kan udrede meningsfulde politiske planer for fremtiden. I den optik har embedsværket forståeligt nok ønsket fred. Plag os ikke med mikrofoner og kameraer. Vi vil ikke udtale os, for vi har officielt ingen mening om noget. Allan Ohms stiller skarpt på et nutidigt knudepunkt. Embedsværket bestemmer mere og mere. Per Stigs efterrationale er jo fornuftigt nok, men jeg læser det meget mere enkelt: Der er få om nogen politikere der er ligeså kloge som Per Stig Møller. Hvad jeg finder interessant er at klogskaben gemmer sig. At samtlige nyheder stort set handler om hvad-politkere-mener-om-noget, mens det er andre og langt mere vidende og imennesker der har udtænkt det er for mig at se et paradoks. Men spørgsmålet er velanbragt. Er det nok med et anonymt embedsværks håndværk og et eksponeret udøvende politisk talerør. Eller skal politikerne have et større fællesskab omkring deres magt. Er det samfundskompleks som vi ikke vil undvære tjent med enkeltmandsfokus? I andre lande står embedsmænd også til ansvar overfor pressen. De udtaler sig også omkring beslutningsprocesser og afgørelser. Kan vi gøre det samme i Danmark?

  • Mikkel Rolsted

    Hvis det er tilladt med en smule reklamevirksomhed…. 🙂

    http://www.facebook.com/groups/146127105558957/

Scroll til toppen