Tak Lars Lindskov – lav din egen lokale liste

Tak Lars Lindskov – lav din egen lokale liste

Dagbladet bringer i dag et spændende interview med Lars Lindskov (K), der spørger: “Hvem har stjålet mit parti”. Jeg har sendt avisen en kommentar, som du kan læse her:

Tak Lars Lindskov – lav din egen lokale liste

Der er (for) langt mellem troværdige udtalelser fra politikere. Lars Lindskov (K) er en undtagelse. I Dagbladet den 16. maj spørger han: ”Hvem har stjålet mit parti”?

Ved det seneste folketingsvalg stemte jeg konservativt. I en årrække undlod jeg på grund af partiets hårrejsende retspolitik. Men nu meldte jeg mig på banen – ikke uden skepsis.

Konservatismen vil gerne bevare fælles værdier som historie, kultur, tradition, slægt og ære, værdier der eksisterer forud for individet. Samfundet skal tage hensyn til de svage, og samfundets behov for stabilitet og sammenhængskraft må i nødvendigt omfang vægtes mere end individets fri udfoldelse. Det står i modsætning til liberalismen, der ikke tillægger individet ansvar for andre individer. Survival of the fittest. Konservatismen, sammenlignet med liberalismen, er en kollektivistisk ideologi. Hvilket mange ikke borgerlige aldrig har villet forstå.

Konservatismen indeholder modstand imod utopier (idealsamfund som folk har tænkt sig frem til), hvorimod den konservative ønsker en udvikling baseret på det, erfaringen kan lære os. Og de konservative har sammen med socialdemokratiet været med til at opbyggevores nuværende velfærdssamfund – selvom socialdemokratiet gerne tager æren alene.

Det er derfor en helt naturlig konservativ politik, når Lars Lindskov og hans partifæller i Roskilde har stemt for at sikre byens udvikling omkring lokalplan 538. Det er sket i forlængelse af et ENIGT byråds vedtagelse af en lokalplan (desværre var der nogle tøsedrenge m/k, som ikke turde følge denne enstemmighed til dørs). Trods det har Lars Lindskov måttet stå model til falbelader fra en folketingsgruppe, der som legitimation for deres egen selvforståelse kun kan påberåbe sig at være medskyldige til partiets historisk set mest elendige status. Desværre en folketingsgruppe, der samlet set må karakteriseres som udygtige. Og udygtige bliver altså ikke klogere af at råbe no nonsens til verden. Alligevel er det det, folketingsgruppen har gjort i ”Roskilde-sagen”.

I særklasse har partiets tidligere fremskridtsmand, betjent Tom Behnke, markeret sig dybt uheldigt – igen og igen, må man sige. Han kaldes blandt vender ”kovending-Tom”. Han har fremsat strafbare insinuationer om bestikkelse i ”Roskilde-sagen”. Trods opfordringer fra mange sider er ”manden” gået i flyverskjul og ytrer sig ikke efter at Statsforvaltningen har klædt ham af til skindet, så kun en vissen pistol er synlig. Det er usselt.

Kære Lars Lindskov: Jeg synes du er for klog til at bruge din tid på et parti, der i den grad savner intellekt. Selvom både du og jeg i hjertet ønsker partiet, så må vi nok indse, at det er sejlet i bund ved hjælp af en enestående udygtighed og mangel på kompetent ledelse gennem år.

Lars Lindskov: Gå ud og skab din egen lokale liste. Og overlad så landspolitikken til forsamlingen af politikere, der hver for sig har en trakcrecord, som suverænt umuliggør enhver tænkning om en fremtid for det parti Danmark trænger allermest til: Det konservative Folkeparti.

En lokal liste bliver næppe en sællert. Men du vil kunne få nogle mandater og du vil have det bedre ved at repræsentere mennesker, der er ærlige, ordentlige og kompetente. Og Roskilde har brug for det parti. Det skal være med til at sætte dagsorden. Det kommer nok ikke til at gå efter borgmesterposten, men den er også i gode hænder. Joy gør det fint- og du vil kunne være med på central vis, når du fortsætter din politik, der er bygget på et næsten uforståeligt hårdt arbejde, en knusende dygtighed og en vedholdenhed, der siger spar to. Vi borgerlige har brug for en lokalmulighed- og du er manden, der kan løfte det. Hold dig fra lands(by)politikken på Borgen. Kæmp (fortsat) for din by. Vi har brug for folk med din integritet.

  • Messias

    Du er tydeligvis lige så stort et ærkefjols og konservativt blålys som din trosfælles Lars Lindskov.

    • Ao

      Kære Messias. Nu er jeg jo ikke læge eller psykiater, så jeg vil bare ønske dig en rigtig god jul. Kys og kæørlighed og evig fred.

Scroll til toppen