Må dommere være mennesker?

Må dommere være mennesker?

En dansk byretsdommer udtaler til DR, at ”det er forståeligt, men bestemt ikke i orden”, når hendes norske kollega i Breivik-agen, rettens leder, dommer Wenche Elizabeth Arntzen, flere gange måtte tørre tårer bort med et hvidt lommetørklæde. Hvad mener du? Skal en dommer gøre som den norske dommer eller som den danske dommer forventer? Mit svar er: fri mig for dommere, som følger den danske dommers normer og ja tak til en dommer, der – som den norske – er menneske.

Den danske dommer, Lis Hævdholm har været dommer i over 40 år, og hun mener ifølge DR, at det er helt galt, at en dommer viser sine følelser i retssalen. – Det er ikke okay. For så kommer man til at vise, at man ikke er uvildig, siger Hævdholm til dr.dk. Hævdholm, der til dagligt er dommer ved retten i Holbæk, forklarer, at man som dommer skal være i stand til at skjule sine følelser – også selvom det kan være svært. – Man kan få lyst til at vise sine følelser med alt den nød og elendighed, siger hun, men siger, at man som dommer skal passe meget på med at vise, at man ikke er objektiv, siger Hævdholm. Hun forklarer, at det ikke er noget, man bliver skolet i som dommer. Og det står heller ikke skrevet i retsplejeloven, at dommere ikke må vise følelser.

Lis Hævdholm har ifølge dr.dk igennem sine 40 år i det danske retsvæsen aldrig set en dommer græde i retten. Hun indrømmer, at retssagen mod Anders Behring Breivik er fuldstændig enestående.
Men ligegyldigt, hvor meget sympati man føler for de pårørende, må det ikke komme til udtryk i retssalen, mener hun.

Menneske eller maskine?

Så må jeg spørge: Tror den danske dommer, at vi ikke ved hvordan domme skrives? De skrives i høj grad på baggrund af subjektive elementer, som for størstedelens vedkommende kan føres tilbage til, at dommere er mennesker og ikke maskiner. En maskine græder ikke. Græder et menneske, der sidder i en sag som den norske dommer? Døm selv.

Når dommeren fælder en tåre, er det så udtryk for at dommeren holder med anklageren? Eller er det udtryk for, at dommeren næsten ikke kan rumme konfrontationen med den rå verden, hun konfronteres med på denne absurde måde? Det er naturligvis det sidste.

Den dommer, der ikke fortrækker en mine i en sag som denne, vækker ikke min tillid. Hvor er sympatien hos et køleskab? Hos tiltalte? Hos anklagemyndigheden? Gæt.

Den norske dommer har – i de uddrag jeg har set – vist dygtig retsledelse. En overmenneskelig tolerance og en evne til både at have det tunge ansvar for at lede sagen og samtidig lægge ører til det, der foregår. Vel vidende, at der fra offentligheden er et markant forventningspres. Der er ikke noget grundlag for at klandre dommeren for ikke at være uvildig.

En menneskelig reaktion betyder ikke ”jeg er imod dig, Breivik”. Den betyder: ”Jeg er fyldt op, jeg må reagere, hvis jeg skal blive”. Tak Wenche Elizabeth Arntzen, du gør det godt.

Se DR.dk

  • Petermylius

    Hovedet på sømmet! Sad og ledet efter et sted hvor man ku’ kommentere på Lis’s bizzare holdning og så fandt jeg dig:) Ku’ ikke ha’ skrevet d bedre selv! 😉

    • allanohms

      Tak – dejligt at vide. Mvh Allan

  • Anonym

    ja, jeg oplevede for nyligt en dommer ved Retten i Lyngby som lod sig rive meget med i en forældremyndighedssag…..jeg må sige at det gik ud over min opfattelse af hans rolle som diplomat.

    Problemerne omkring forældremyndigheden tog sit udspring i nogle normative forskelle mellem forældrene, og der var umiddelbart intet juridisk grundlag for sagen som mor havde bragt til bords.

    Hans intentioner om at leve sig ind i sagen som menneske, frem for dommer gav altså et underligt udgangspunkt for behandlingen af sagen…..det er klart at man helst vil have et menneske til at dømme, især når der er tale om børn…..men som sagt kan det også betyde at følelsen af retssikkerhed bliver svækket hos den ene part!

    • allanohms

      Jeg forstår godt dit synspunkt.

      Følger du en forskel til Breivik-sagen? Det gør jeg. Normalt kan ethvert menenske overkomme at holde tårene tilbage i de fleste sager, også forældremyndighedssager. I Breivik-sagen præsentres vi for et uvirkeligt og dramatisk forløb, som ujdstiller de allerværste sider af mennesket. Det er svært for alle. For en dommer, der har retsledelsen, er det endnu sværere. Det er svært at forklare, men retsledelsen i en sag som denne må være næsten uoverkommelig byrdefuld. Derfor skal der ikke “meget” til, før bægeret er fyldt. OG så foretrækker jeg en tåre, der tørres væk, frem for en dommer, der lægger sig med stress eller falder om af udmattelse, så sagen må starte forfra.

      Mvh
      Allan

Scroll til toppen