Er du lykkelig?

Er du lykkelig?

En god kollega har sendt mig anbefaling af Ted Sorensens bog ”Præsidenten s mand”. Min kollega henviste til et afsnit, der handler om, at livet er for kort til et dårligt job. Det handler om, at vi skal have det sjovt, når vi er på arbejde og kollegaen skrev venligt, at hun kom til at tænke på mig. Underforstået, at jeg har det sjovt, når jeg er på arbejde.

Det har jeg, men for sjældent. Og hvorfor så dele det med resten af verden? Fordi det er et vigtigt emne. Hvordan vi har det på job. Min drøm har altid været at skabe en arbejdsplads, hvor alle ansatte kunne hente nettoenergi hver dag. Altså komme på arbejde, blive ladet op og gå beriget hjem. Berige deres familier og glæde sig til næste arbejdsdag. Det mål har jeg ikke nået endnu, men jeg giver ikke op, før jeg er død. I øjeblikket er vores arbejdsplads ligesom mange andre: medarbejderne afleverer nettoenergi – men det burde og kunne være anderledes.

Nogle synes det er noget sludder. Det må de naturligvis synes – jeg søger videre. Det interesserer mig hvordan mennesker har det. Vi lever i et rigt land og vi har ikke materiale nød i forhold til de fleste andre lande. Danmark scorer højt på lykkemålinger sammenlignet med andre lande, men når jeg noterer mig, hvad jeg oplever, får fortalt og registrerer, så er der langt mellem lykkestunderne. Der er stress på alle steder. I går hørte jeg om et ungt menneske, der lige er startet i erhvervslivet og som har allerede har fået stress. Forældre på barsel har stress. Medarbejdere får blodpropper og bliver syge. Får ondt i livet.

Gennem en årrække har jeg ført mit eget kartotek over lykkelige mennesker. Jeg har været sikker på, at de og de er lykkelige. Der har været en del på min liste, men i skrivende stund er der kun et par, som jeg stadig tror er lykkeligt helt igennem, privat og jobmæssigt. Det er ikke meget – jeg kender trods alt ganske mange mennesker.
Og hvad er så forklaringen på det? Vidste jeg det, så ville jeg skrive en bog eller nedsætte mig som terapeut. Mit gæt er, at forklaringen skal søges på flere områder: materialisme, manglende overblik i forbindelse med stor travlhed og et ønske om, at vi gerne vil stille alle tilfredse. Vi lever jo i virkeligheden fantastisk godt. For lidt siden kom en kvindelig kollega ind til mig og forærede mig et plastikjuletræ. Hun satte det i min computers USB-indgang og nu står det og lyser i fem forskellige farver. Ganske rædselsfuldt, men vidunderlig smukt, fordi det er givet for at glæde en kollega. Det er da fantastisk. Nu sidder jeg og tager mig tid til at kigge på det. Farverne skifter og jeg tænker: ”ja, jeg er altså værd at give en lille opmærksomhed og et skulderklap”. Jeg læser min kollegas mail og tænker det samme. Jeg overvejer, at de uundgåeligt problematisk eller ligefrem negative ting får lov til – eller giver jeg lov til – at fylde for meget i forhold til de positive. Og det kan jeg vel bare ændre?

Og i morges læste jeg på Facebook disse varme og kloge ord fra Mindful Living: Midt i travlheden og stressen over at skulle præstere, for at få mere og opnå mere, glemmer vi nogen gange at stoppe op og bare være tilfreds med det vi allerede har. Langt de fleste af os har masser af ting og oplevelser i vores daglige liv, som vi kan være taknemmelige for. Når min krop formår at løbe gennem skoven uden besvær, når min mand kigger kærligt på mig, når min lille datter og jeg morgenhygger o.s.v. Vi har alle stunder og øjeblikke der burde være fyldt med taknemmelighed. Husk derfor at være tilstede i dit liv lige nu, nå at se de små glæder og vær taknemmelig, og måske knap så ambitiøs i at nå materielle mål, sæt mere ind på de nære mål. God 5 dec ♥
Lad os gøre noget, så vi kan blive, hvad TV2 kalder ”Nærmest lykkelig”:

Rolig, rolig sku vi så lige se
at komme ned på jorden igen
sådan kan man ikke og nogen gange er det da
bestemt heller ikke lige nemt
Der er dage hvor tallerknerne ryger gennem luften
og det hele kører op og ned
Hvem sir jeg ikke kan li at ha det sådan
når det er dig jeg har det sådan med?

Hva nu hvis jeg ikke ved, præcis hva jeg gør
hva nu hvis du sir, det er helt i orden
er vi så ikke nærmest lykkelige vi to?

Fra At leve mindfuldt på Facebook

Søndagstankegåtur – slib sagen

10 tips fra Chris Macdonald

Stil dig nøgen foran spejlet

Læs flere blogindlæg her

  • Anne Pedas

    Hej Allan.
    Jeg er glad for, at jeg fik klikket på dit link og nu har lært din blog at kende. Tak for den!
    Jeg har en længere kommentar til dit gode indlæg. Håber, det er ok.

    Jeg interesserer mig nemlig også for mennesker og lykke, og er, som du, optaget af at gøre verden til et bedre sted (ved at starte med mig selv!). Jeg har f.eks. spekuleret meget over – og spurgt folk om – , hvad der gør, at nogen trives i et job, mens andre ikke gør, på trods af at det er det samme job, de samme kolleger og de samme rammer og opgaver. Hvorfor laver nogen dét, de brænder for? Hvorfor er det lettere for nogen at tro på, at det kan betale sig at gå efter det bedste, mens det for andre er en uopnåelig drøm? Og nogen tænker slet ikke, de gør bare!

    Jeg tror, at vi ville blive lykkeligere ved at blive bedre til at mærke os selv. Hvis vi var bedre til at mærke – og handle efter, vel at mærke – hvad vores mavefornemmelse og vores hjerte siger os, ville vi tage langt flere beslutninger, der er gode for os end beslutninger, der ikke er, også selvom det kan se svært ud. Når folk får stress (hvilket jeg selv har haft), har deres krop og følelser jo længe forsøgt at råbe dem op, forsøgt at fortælle dem, at der er noget, der ikke er i orden. Men det kan være svært at tage de rigtige beslutninger, og så vælger man ofte den lette løsning, selvom den i bund og grund, og på længere sigt, ikke er den rigtige for én.
    Men af og til har man jo faktisk taget de rigtige beslutninger men sætter ikke pris på følgerne af dem, som du citerer Mindful Living for i dit indlæg. Måske fordi man ikke blot er dårligt til at mærke, hvad der er dårligt for én, men man kan heller ikke mærke, hvad der er godt. Det er jo to sider af samme sag. Så kan det være en god hjælp at huske på at være taknemmelig over de ting, man er glad for, for så opdager man pludselig, at de er der!

    Jeg har selv for nylig taget en chance og lagt mit arbejdsliv helt om, da jeg ikke længere ville byde mig selv at have et job, hvor jeg afleverede nettoenergi i stedet for at få – i øvrigt et job, hvor en del af mine kolleger henter nettoenergi i stedet for at aflevere! Men altså ikke jeg. Det er til tider en svær process, men jeg er gladere, og min krop bakker også op om min beslutning, idet jeg ikke har været syg siden, jeg begyndte at tage mine følelser vedr. mit arbejdsliv (men selvfølgelig også i det hele taget!) alvorligt.

    Kan man leve af at følge sit hjerte – hele tiden, hvert minut? Jeg har givet mig selv den opgave at bevise, at det kan man! (Processen kan følges på min blog http://www.does-it-pay.annepedas.com)

    Glæder mig til at høre, når du når dit mål med at skabe den arbejdsplads, du beskriver!
    Kh Anne.

    • allanohms

      Kære Anne

      Mangfe tak for dit kloge input. Det er rigtig godt formuleret og vel tænkt. Tak fordi du viste mig din blog – den er meget spændende og jeg vil glæde mig til at studere den. Held og lykke med dit modige og vigtige projekt.

    • Anders Hein

      Kære Anne,

      Jeg vover selv at påstå, at jeg har fulgt mit hjerte – om end ikke nødvendigvis alle andres (og i særdeleshed nok ikke mine forældres) – i en længere årrække. Nogle gange har jeg knap nok kunne overleve af at følge hjertet, men omvendt er jeg ikke sikker på, at jeg ville føle, at jeg rent faktisk havde levet, hvis jeg ikke havde gjort det.

      For mig har det også betydet at tage chancer hen ad vejen, og måske en af de største er mit jobskifte for et par måneder siden. Måske endda min nuværende chef har taget en endnu større chance, men hun lader heldigvis ikke til at have fortrudt.

      Så nu lever jeg endda af at følge mit hjerte. Hele tiden med nye og spændende udfordringer og endda samtidig med, at jeg bliver opfordret til at blive ved med at følge mit hjerte. Kan det så blive meget bedre? Det tror jeg, og jeg tror at netop det at blive ved med at følge hjertet og lidenskaben kan føre mig derhen.

      Af og til kan det være en egoistisk proces, for man bliver jo på mange måder nødt til at sætte egen lykkelighed først. Men omvendt er det også svært i længden at gøre andre lykkelige, hvis man selv er ulykkelig – uden at man selv kører med fuld fart mod egen afgrund.

      Per Mikael Jensen siger, at han er god til at huske sine successer, men ganske jammerlig til at huske det, der er gået galt. Han lever med en fast tro på, at det han er i gang med, lykkedes. En dejlig tilgangsvinkel, for hvis man ikke tror på det, man laver, hvorfor så fortsætte?

      Mit bud er at nyde livet. Ikke satse på at være nærmest lykkelig, men i stedet ganske forbandet lykkelig. Tro på, hvad man gør og ja, følg hjertet. Det kan godt være, at hjertet kan lede én på nogle længere omveje, men til sidst skal selv det hjerte, der er den skrækkeligste kortlæser nok lede én på rette spor 🙂 Ofte kan omvejene jo også være smukke og turen værd!

      Kærlig hilsen
      Anders

      PS. Og husk at få et knus af din chef, når du møder på arbejde. Det giver altid mod på at gi’ en ekstra skalle!

      • Anne Pedas

        Kære Anders.
        Hvor er det dejligt at høre.
        Og jeg er helt enig i alle dine betragtninger.
        Kærlig hilsen
        Anne.

  • Kære Allan

    Jeg er en af dem, som bilder mig selv ind, at jeg er lykkelig – både privat og arbejdsmæssigt. Jeg øver mig på at elske det, som er. Jeg står op, sidder ned eller ligger ned. Intet andet.

    Når jeg ikke er lykkelig, så har det faktisk noget at gøre med, at jeg i en periode vender mig alt for meget ud mod verden. F.eks. er jeg blevet vildt skuffet over Venstre og Troels Lund Poulsens opførsel, som er så totalt i strid med alt, hvad vort samfund står for. Hvilken magtarrogance. Så følger jeg mig ulykkelig.

    Derfor skal du have en kæmpe tak for dit indlæg. Jeg vil i hvert fald begynde at vende blikket indad igen, for det andet gør mig godt nok trist….

    Hils Susanne.

    Kærlig hilsen
    Lotte

    • Allan Ohms

      Kære Lotte Tak for din kommentar. Det er godt udtrykt: “vender mig alt for meget ud mod verden”. Og ja, Troels skuffer. Og i aften så jeg Lars – ærlig talt lige så skuffende. Det er uværdigt. Og ja, vi kan jo ikke tage ansvaret for det hele 😉 Tak og hils gemalen 😉 Kærlig hilsen Allan

  • Helene Persson

    Super fint indspark – tak for det. Jeg er i den heldige situation, at jeg pt. er beriget med et vikariat (til udgangen af denne måned), hvor jeg netop har det sjovt hver dag, selvom jeg har travlt. Og ved du hvad? Det er bare guld værd at komme glad og opladet hjem ;o) For hvem har dog ikke haft et job, som bare har suuuuuget al energi ud af os? Dem har jeg haft flere af! Livet er for kort til jobs, hvor man ikke går glad hjem ;o)

    • allanohms

      HVor har du ret Helene. Det gode job er GULD værd. Og dete r dejligt vi kan værdsætte det. Tak for din positive hilsen!

Scroll til toppen