Jeg undrer mig. Hvorfor fravælger parterne konfliktløsning ved mediation – og foretrækker dyrere og dårligere alternativer?

Jeg undrer mig. Hvorfor fravælger parterne konfliktløsning ved mediation – og foretrækker dyrere og dårligere alternativer?

Mediatoradvokater undrer sig ofte over at forholdsvis få vælger mediation frem for dyre og langvarige retssager. Mediation giver parterne mulighed for hurtigt og effektivt at finde løsninger. Jeg har været mediator siden 1999 og retsmægler siden 2003 og jeg oplever alt for ofte, at advokater siger nej til denne metode med de mærkeligste begrundelser.For nogen tid siden foreslog jeg en kollega mediation i en større sag. Kollegaen sagde uden tøven: nej tak, det er sagen alt for kompliceret til. For kompliceret? Alle sager kan medieres. Parterne kan med hjælp fra deres advokater overskue en sag ligeså godt som en dommer. Der er ingen grund til at fravælge på det grundlag.

I går blev jeg spurgt af en kollega om en injuriesag kan medieres. Jeg svarede ham: “Jeg ved, at mediation også virker i injuriesager. Jeg fik løst en på den måde forleden – udover injurier og et krav i den anledning på 200.000 kroner var der krav for nogle millioner, men det lykkedes at få parterne til at komme overens. Så ja, mediation kan også – og med fordel – anvendes i injuriesager”. Jeg var glad for spørgsmålet, men dybest set også overrasket over det.

I en anden situation har jeg oplevet følgende: I en sag hvor sagsøger er død, har skifteretten udpeget mig som midlertidig bobestyrer for at jeg skal afgøre, om om boet skal indtræde i verserende retssag, hvor afdøde har lagt sag an mod den ene datter. Jeg spørger så den advokat, der har ført sagen for afdøde, om man har drøftet retsmægling og modtager følgende svar: Vi har på sagsøgers side ikke ønsket retsmægling af hensyn til sagens beskaffenhed.

”Af hensyn til sagens beskaffenhed” – det er tre arvinger mod den fjerde. Jeg kan ikke forestille mig noget,d er egner sig meget bedre til mediation. Nu skal jeg så sidde med de fire arvinger og hygge mig med at drøfte, om de tre skal fortsætte sagen om 100.000 kr. Boets midler består i øvrigt af en bankkonto med 23,74 kr. Og de tre, der skal fortsætte sagen skal så stille sikkerhed for 65.000 kr, hvilket vel må give den fjerde tanken om, at det gør de næppe.

Det er da netop i en sådan sag retsmægling har sin berettigelse, tænker jeg. Og i stedet har advokaterne lavet stævning, svarskrift, replik, duplik, processkrift I, processkrift A, processkrift B, processkrift II og to påstandsdokumenter. Sagen startede i marts 2010. Sagsøger er så død og nu sidder jeg med aben. Og arvingerne har ikke fået det bedre med hinanden i mellemtiden.

Som et eksempel i en positiv retning kan jeg nævne en tvist imellem en kommune, en kolonihaveforening og et medlem i denne forening. Foreningen er repræsenteret ved hovedforeningens advokat, som jeg har haft vel hundrede sager med og i alle disse er der konsekvent sagt nej til mediation. Men så i denne – af alle sager – hvor en kommune og en forening er involveret, siges ja. Også fra kommunens advokat, der kommer fra et af landets største advokathuse, har tilsluttet sig retsmægling. Det er så lyset i mørket.

Er forklaringen en bevidst modvilje mod at lade parterne selv komme til og selv løse konflikterne? Det nægter jeg at tro – og omvendt kan jeg ikke forstå, at ukendskabet til hvad mediation kan anvendes til åbenbart består i bedste velgående. Den forklaring kunne jeg forstå for ti år siden, men ikke i dag. Tilbage står konstateringen af, at kommunikation og oplysning er både vigtig og vanskelig. I hvert fald er det trods mere end ti års arbejde ikke lykkedes at forklare fordelene ved mediation så godt, at det bruges i det omfang metoden berettiger. Det er synd for de parter, der dermed gennemfører langvarige, dyre og belastende rets- og voldgiftssager. Hver enkelt praktiserende advokat har et ansvar for at medvirke til at vælge mediation, hvor det overhovedet kan lade sig gøre. Og jeg tør godt konstatere, at den opgave løftes ikke godt nok i dag. Spørgsmålet er: hvorfor ikke?

Hvad mener du?

Læs også: Gennemgang af retssager og tvisteløsninger

  • Erik Schulz

    Kære Allan
    Du stiller væsentlige spørgsmål. Du skal da have mine 5 stilfærdige bud. Jeg kan ikke gøre krav på, at kunne give dig et svar. Det er jeg ikke klog nok til,
    1: Dit udgangspunkt er korrekt. Mægling af konflikter bruges forbausende sjældent – også inden for det område jeg ved lidt om: Organisationer i bredeste forstand. Mægling har tilsyneladende større gennemslag jo mere “feminine sager”, der er tale om. Kort sagt jo tættere på familieret og familielivet desto større anvendelse af mægling og mediation og desto større succes. Måske er mediation en typisk feminin måde at løse konflikter på?: De uenige mødes omkring et bord, udveksler oplevelser og taler sig til rette. Ofte til en løsning og måske til et farvelknus? Jeg oplever, at i de tunge maskuline miljøer, jeg færdes i (med glæde), er udsigten til at mødes i timer for at forstå sin modpart og tale sig til rette måske ikke den form, der ligger lige for. Der er mere maskulin schwung, attraktion og adrenalin i at bestige trappen til DI, DA eller Arbejdsretten og forsøge at give modparten en solid en på hatten. Taber man – kan man vise storsind og være en god taber. Vinder man kan man vise storsind og være en stor vinder.
    2: Der er megen berretiget usikkerhed omkring mediation og mægling i omverdenen. Enhver kursusudbyder tilbyder næsten kurser i konflikthåndtering/-mægling. Stort set enhver, der har sagt ordene “Mindfullness” og NLP kan også sige “konfliktmægling”. Værre er, at de også gør det sikkert ud fra de bedste intentioner. Derfor sidder vi med en faglig disciplin, der er lige så flagrende – i kvalitet, indhold og perspektiv – som “psykoterapi”. Det ser potentielle klienter klart. Altså spektret rækker fra stram og funktionel professionel fagdisciplin til “Spirituelle Ella med den magiske sugestøvle”, der suger al dårligdom ud af klienterne – for nu at sige det lidt sørgmuntert.
    3: Der hersker på den baggrund ingen entydighed omkring, hvad mediatorer egentlig sælger som ydelse, så mulige købere kigger på hele spektret fra “Spirituelle Ella” til veldisciplinerede og trænede fagfolk. Jeg forstår godt, de tænker “ooooooops”. Det må være som at købe brugt bil med bind for øjnene.
    4: Vi mediatorer sælger den professionelle ydelse . . . . meget lidt professionelt: Ingen antydning af enighed om, hvad den egentlige ydelse er eller dens etik, perspektiv, honorering etc.
    5: Endelig er der flere penge at hente i at køre mange sager traditionelt, og uden at sværte hele advokatstanden uretfærdigt til, må man sige, at branchen vel bredt er anerkendt af som måske mere orienteret mod egen indtægt end mod klinternes perspektiv etc. Det er en grim generalisering, men mit indtryk er, at advokaternes skrivebordsskuffer bugner med sager velegnede til mediation. Og i skufferne bliver de, indtil de kommer i retten.

    Det var mine små overvejelser – godt nytår Allan:

    Erik Schulz

    • allanohms

      Kære Erik

      Tak for dine gode bemærkninger.

      Jeg er meget enig – også i, at “advokaternes skrivebordsskuffer bugner med sager velegnede til mediation” og i, at de får lov at blive der, til de havner i retssalen – hvilket sjældent er en fordel for nogen af dem, der skal betale.

      Godt Nytår til dig også.

      Mvh
      Allan

Scroll til toppen