Den ny regering nedprioriterer folkekirken

Den ny regering nedprioriterer folkekirken

Kirkeministeriet har båret sit navn i 95 år, men det er nu erstattet af Ministeriet for Ligestilling og Kirke. Politikere frygter, at det indebærer en nedprioritering af folkekirken. Siden 1916 har navnet været Kirkeministeriet, men det er nu historie. Statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) regering har strøget det gamle navn og erstattet det med Ministeriet for Ligestilling og Kirke, skriver Kristeligt Dagblad i dag.

Allerede valget af kirkeminister sendte et klart signal om holdningen til den danske folkekirke. Nu skiftes navnet. Nogle vil finde det naturligt, for ministeriet har to områder: kirke og ligestilling. Jeg vil dog gerne spørge: hvorfor hedder ministeriet så ikke Ministeriet for kirke og ligestilling. K kommer før L i alfabetet. Kirken kom før ligestillingen. Nu skal det være omvendt. Hvorfor erkender regeringen ikke det ligeud?

Svaret er vel, at statsministeren har valgt en helt særlig linje. Hun arbejder f.eks. med begrebet ”en ny ærlighed”. Som om ”ærlighed” kan gradbøjes. I ministerens egen skatte sag var det partiel ærlighed. Vi så konklusionen på skattesagen, men fik ikke lov at se resten. I Sass-Larsen-sagen har ministeren klamret sig til tavshedspligten og har samtidig forsøgt at give befolkningen er helt fantastisk forklaring på en mærkværdig hændelse (at man ikke skulle kunne blive minister, hvis man på en café er blevet opsøgt af en rocker).

Folkekirken er en del af den danske kultur. Det vidner om en meget lille forståelse og respekt herfor, at man har besat kirkeministerposten som det skete. Navneændringen er et spark mod dansk kultur og historie.

  • Jakobzeuner

    Kære Allan.

    Du har gennem tiden gjort dig mange fine tanker – og beskrevet dem flot i mange dejlige indlæg. Dette indlæg er desværre ikke ét af dem. Substansen er din kærlighed til Den Danske Folkekirke (med stort). Det er fint og al ære værd, men når hovedparten af dit indlæg (igen) handler om Helle Thorning, hendes ikke-eksisterende skattesag og dit postulat vedr Sass, så er du desværre for tyndt i spyttet. Du har tidligere argumenteret mere “ærligt” om kirken
    – i den snævre betydning Den Danske Folkekirke.

    Hvis du i flere indlæg har tænkt dig at argumentere med henvisning til Sass sagen, så bør du én gang for alle dokumentere din påstand: at HT har udtalt at man ikke skulle kunne blive minister, hvis man på en café er blevet opsøgt af en rocker

    mange hilsner

    • Kære Jakob

      Jeg vil give dig ret i, at vægtningen er blevet forkert. Fokus i denne sag er, at man demonstrerer en manglende interesse i kirken og en manglende respekt for dennes plads som en del af dansk kultur. Det er naturligvis statsministerens ansvar overordnet set, men jeg kunne godt have skrevet mere om, at krudtet til beslutningen jo nok stammer fra de radikale.

      Med hensyn til dit krav om at jeg “én gang for alle (skal) dokumentere (min) påstand, at HT har udtalt, at man ikke skulle kunne blive minister, hvis man på en café er blevet opsøgt af en rocker”, følgende:

      Du har ikke erklæret dig uenig i min udlægning af, at der var tale om en koordineret presseindsats, da Sass gik på bodsvandring blandt alle landets mange TV-kanaler, for til slut at lade sig interview, mens han kørte sin bil hjem, med TV2 siddende ved siden af. Budskabet her var, at “jeg har gjort noget forkert” og det forkert bestod i, at Sass havde talt med en rocker, der opsøgte ham. Jeg stiller så spørgsmålet: hvordan kan en statsminister medvirke til at noget sådant arrangeres? Vi vidste da alle fra pressen, at Sass var beskyldt for at pleje omgang med et specielt segment i Køge. Hvorfor siger man ikke tingene,s om de er, men forsøger at få befolkningen til at tro på Sass udenadslærte replikker?

      Mht skattesagen, som du kalder ikke-eksisterende, så er vi enige om, at sagen er slut. Men historien består jo fortsat. Undrer du dig ikke over, at HT først lover alle fuld indsigt og – når afgørelsen så kommer – begrænser dette til konklusionen. Vi må altså se resultatet, men af grunde, som jeg ikke kender, må vi ikke se præmisserne. For mig har en statsminister en helt særlig placering. Landets højeste embede. Det stiller krav, som overstiger “normalen” og derfor mener jeg det er berettiget at lade historien indgå i vurderingen af HTs troværdighed.

      Mange hilsener fra
      Allan

Scroll til toppen