Dansk Psykologforening er på vildfart i vigtigt spørgsmål – til skade for os alle

Dansk Psykologforening er på vildfart i vigtigt spørgsmål – til skade for os alle

Dansk Psykolog Forening har skiftet holdning i en kontroversiel sag om tavshedspligt i forbindelse med mulig tortur af krigsfanger, skriver Politiken i dag. »Vi vil selv gøre brug af retsstaten, men så må vi også acceptere, at vi er underlagt den. Det får os til at anbefale, at hun nu følger domstolen«, siger formand Roal Ulrichsen til Politiken… Kære Roal Ulrichsen: du har misforstået tingene. Retssystemet standser ikke ved Østre Landsret. Østre Landsret er underlagt menneskerettighedskonventionen og derfor er din begrundelse simpelthen noget vrøvl.

Sagen handler om mulige billeder af fangemishandling fra Afghanistan. Den militære tolk var udsendt til en amerikansk lejr i 2002, og tolken har oplyst, at han så tortur. Han har også sagt, at han viste sin psykolog billeder af fanger. Kammeradvokaten beskrev sidste år billederne som »Abu Ghraib-lignende«. For at komme til bunds i sagen vil forsvarets auditører have psykologen til at fortælle, hvad tolken har fortalt hende. Det har hun nægtet. Med henvisning til hendes tavshedspligt som psykolog.

Efter min mening er det en klar misforståelse, når Dansk Psykologforening forklarer deres kovending med henvisning til, at foreningen må acceptere, at den er underlagt retsstaten. Det er noget vrøvl. En retsstat er netop karakteriseret ved, at der er særlige rammer, som skal beskytte befolkningen. Den, der går til psykolog, gør det i tillid til at psykologen ikke sidenhen skal sidde i retten og gengive en fortrolig samtale. Den, der går til en præst eller en advokat, har samme forventning.

Jeg tror Dansk Psykologforening brænder fingrene i denne sag

Jeg kunne aldrig i livet drømme om at afgive vidneforklaring om noget en kunde har fortalt til mig som advokat. Om jeg så skulle 6 måneder i fængsel, ville jeg aldrig drømme om det. Samme holdning har psykologen her, som nu svigtes af hendes egen forening. Det er lidet pynteligt.
Dansk Psykologforening har et forklaringsproblem. Foreningen kunne – i stedet for den valgte strudsepolitik – vælge at støtte psykologen og dermed alle psykologer og deres kunder. I en principiel sag om spørgsmålet. Foreningen har mærkværdigvis fået afslag på ansøgning om at indbringe spørgsmålet for Højesteret. Det er i sig selv betænkeligt og burde få foreningen til at overveje situationen. Nu vil man indbringe sagen for Menneskerettighedsdomstolen, men på samme tid vender man et medlem ryggen.

Tavshedspligten for psykologer, læger, præster og advokater er noget f det mest hellige og derfor bør en brancheforening bakke op og beskytte dets medlemmer. Det undlader man her og det er til skade for det enkelte medlem, for kunden og for os alle – fordi man ved denne svage handling er med til at blåstemple en forkert juridisk afgørelse. Samtidig med at men vil indbringe sagen for Menneskerettighedsdomstolen går men på det værst tænkelige tidspunkt ud og stikker en kniv i ryggen på et medlem, der i forvejen står i en svær situation. Det er svært at forstå.

 

Efterskrift 3. oktober 2011 fra DR P4:

Landsretten har pålagt den nu pensionerede psykolog Merete Lindholm at fortælle, hvad hun ved om mishandling af krigsfanger i Afghanistan i 2002. Oplysninger, som hun angiveligt skulle have fået, da hun havde en militærtolk i terapi. Men Merete Lindholm har ikke villet bryde sin tavshedspligt, heller ikke selvom hendes fagforening, Dansk Psykologforening, har bakket op omkring Landsrettens beslutning. Nu vil Socialdemokraterne, SF, de Radikale og Enhedslisten se nærmere på sagen, som de mener, er principiel. Ifølge retsordfører Karina Lorentzen (SF) bør psykologer være beskyttet i retsplejeloven på samme måde som læger, advokater og præster. Forsvarsordfører John Dyrby-Paulsen (S) er enig i, at det hul i loven skal lukkes. Venstre og Dansk Folkeparti er positive over for forslaget.
Artiklen skrevet af Marlene Boel 

Indlægget har været bragt i Politiken den 2. oktober 2011 og har affødt et svar fra Dansk Psykologforening:

Politiken 5. oktober 2011, kultur, side 9
Af ROAL ULRICHSEN FORMAND, DANSK PSYKOLOG FORENING

I POLITIKEN ( 2.10.) kritiserer advokat Allan Ohms Dansk Psykolog Forenings ( DP) ageren i en verserende sag, hvor et af vores medlemmer – en nu pensioneret militærpsykolog – af Landsretten er blevet pålagt at vidne i en sag om mulig tortur af krigsfanger.
DANSK PSYKOLOGS FORENING opgiver på ingen måde tavshedspligten – og vi har ikke skiftet kurs i denne sag.
Psykologloven består og er helt fundamental for både psykologerne og deres klienter. Derfor er det også opmuntrende, at adskillige politikere har ytret, at de er villige til at ændre retsplejeloven , så tavshedspligten for psykologer sidestilles med, hvad der gælder for læger, præster og advokater . Det undrer os meget, hvordan Allan Ohms kan vide, at der er truffet en forkert juridisk beslutning, når ingen – heller ikke DPs egne advokater – har kunnet få at vide, hvilke hensyn retten har lagt til grund for at pålægge vores medlem at vidne.
Dét aspekt er DP naturligvis særdeles utilfreds med.
DER SKAL HELT særlige omstændigheder til – sagen skal have stor samfundsmæssig betydning, eller andres liv skal være truet -for at en domstol pålægger en psykolog at vidne. I virkelighedens verden opstår disse sager uhyre sjældent; DP har oplevet to i løbet af 35 år.
DP har forståelse for den offentlige interesse for den komplicerede sag. Og det er vigtigt at understrege, at DP har forfulgt denne sag så langt som det er muligt i det danske retssystem.
Det har vi gjort, netop fordi tavshedspligten er så central for psykologer og deres klienter. Og fordi vi ikke ønsker at efterlade nogen tvivl om, at psykologer overholder deres tavshedspligt.
MEN DET BETYDER IKKE, at DP er tilfreds med dommen og med sagens forløb.
Vi arbejder på at føre sagen videre til Menneskerettighedsdomstolen, netop fordi der er vigtige principper på spil, og fordi man ikke kan gøre terapilokalet til et forhørslokale, hvor subjektive sandheder pludselig gøres til objektive fakta.
Vi fortsætter på den politiske bane for at sikre den bedst mulige beskyttelse af tavshedspligten.
Med den nuværende lovgivning kan vores råd til medlemmet kun være at følge landets domstole, og vi kan ikke være enige med Allan Ohms om at opfordre til civil ulydighed.

Vi fortsætter på den politiske bane for at sikre den bedst mulige beskyttelse af tavshedspligten.

Mit svar herpå er sendt til Politiken:

Dansk Psykologforenings formand har i Politiken den 5. oktober udtrykt sin undren over at jeg (2. oktober) i Politiken kritiserer foreningens beslutninger i sagen om vidnepligt. Formanden skriver i svaret, at ” DP har forfulgt denne sag så langt som det er muligt i det danske retssystem”. Samtidig siges det, at DP arbejder med at føre sagen videre ved Menneskerettighedsdomstolen. Formanden – og åbenbart også foreningens advokater – lever tilsyneladende i den vildfarelse, at det danske retssystem slutter, når de danske stole har truffet afgørelse. Sådan forholder det sig ikke. Menneskerettighedskonventionen og domstolen er en del af det danske system og min kritik går på, at DP på en og samme tid falder deres medlem i ryggen og fjerner støtten, mens man samtidig erkender, at det er forkert og derfor vil føre sagen videre. Tingene hænger ikke sammen, men må bero på en misforståelse af de juridiske regler. Det er uheldigt på et område, der har meget stor betydning for de involverede.

  • Dea D. Deleuran

    Jeg er enig! Vores samfund bærer mere og mere præg af, at alle fortrolighedsløfter – om de så er kodificeret i grundlov, menneskerettighedskonventionen eller retsplejeloven – bøjes så meget, at selv jurister bliver i tvivl om rækkevidden af dem – og dermed om de egentlig eksisterer! Uanset hvad er de så uklare for de mennesker, der netop har brug for dem, at man må overveje, om folk ikke holder op med at tro på dem.

    Jeg beundrer Allan Ohm, når han skriver: “Jeg kunne aldrig i livet drømme om at afgive vidneforklaring om noget en kunde har fortalt til mig som advokat. Om jeg så skulle 6 måneder i fængsel, ville jeg aldrig drømme om det”. Det er noget man kan forstå – uden forbehold om “den ene og den anden situation, der kunne opstå efterfølgende”, for det menneske, som har lænet sig op af fortrolighedsløfter. Alt kan selvfølgelig bøjes i sin yderste yderlighed:

    For advokater – som jeg også selv er – så er det klart, at der vil være situationer, hvor jeg vil føle mig forpligtet til at handle i strid med mine forpligtelser omkring tavshedspligt: Hvis en klient direkte fortæller, at vedkommende er på vej ud i skoven for at slå sin tidligere partner eller ægtefælle ihjel (at mange føler det sådan i f.eks. skilsmisse-sager er en ting, men hvis jeg havde god grund til at tro, at det ikke bare var et billede på deres sindstilstand, men en faktisk handling, de ville udføre – og i eksemplet kan høre vedkommende forpustet i telefonen, imens træernes grene skramler imod røret), så vil jeg kontakte politiet og dermed bryde min tavshedspligt. Bagefter ville jeg så stå med de problemstillinger, som det ville give anledning til. Også hvis det ikke var endt med et mord. I det fiktive eksempel vil jeg have gjort min “pligt”, at frasige mig min tavshedspligt, hvis det kan redde et menneskes liv.

    Eksemplet Allan Ohms beskriver er netop noget helt andet! Det er bagudrettet! Det forhindrer intet at blive begået – men fratager alene de stærkt belastede mennesker, som f.eks. har været i berøring med krigsforbrydelser etc. at få bearbejdet de skader de har fået pådraget under deres arbejde. Ethvert brud på tavshedspligt SKAL og bør have en meget klar fremadrettet og faktuelt forebyggende funktion – ikke en retfærdighedsskabende eller straffemæssig funktion. Tavshedspligten – og tavshedsRETTEN – er en fundamental RET i både retssystemet og for psykologer og enhver tilmudring / bøjelighed af den giver alle mennesker grund til, ikke at stole på den – med enten store konsekvenser for retssikkerheden eller for folks muligheder for psykologisk bearbejdning af skader. Som samfund bør vi overveje, om folk skal have mulighed for at forstå tavshedspligten som FUNDAMENTAL eller om vi må lade det være “afhængigt af situationer” som ingen kan forudse eller kender noget til før “solen går ned” – og lade folk i øvrigt lade deres personlige virkeligheder – som for alle mennesker er den offentlige, den private og den ekstremt fortrolige – flyde sammen til deres enten HELT private eller helt offentlige ansigt udadtil.

    Uanset hvor meget jeg holder af gråzoner i forhold til sort/hvid, så er der nogle områder, som er nødt til at være så skarpt optrukne indenfor retssikkerheden, at ingen er i tvivl om deres omfang: Enhver efterrationalisering ødelægger formålet: Fortrolighed eksisterer pr. definition ikke, hvis man kan betvivle dets eksistensberettigelse bagefter!

    Allan Ohms kritiske røst omkring psykologforeningen er helt berettiget og jeg vil gerne spæde til med kritik af de advokatsammenslutninger der måtte have støttet hvidvaskningslovens tilblivelse: Advokater har en direkte “stikker-pligt” for folk der laver suspekte pengeoverførsler og vi er endda forpligtet til at opbevare billed-ID på vores kunder i 5 år, uanset om deres transaktioner er fuldstændigt banale og hæderlige. Advokater er ved lov blevet politiets forlængede arm – fuldstændigt i strid med vores tavshedspligt- og ret. Tænk, at der ikke er flere der klager over det! Det må handle om tendensen i vores kultur, hvor vi med Lene Espersen i front (og lodret strid med et ekspert-panels betænkning udarbejdet over flere år og med dyb undersøgelse af internationale erfaringer) indførte øget mulighed for TV-overvågning – IMOD alle eksperternes anbefaling – men udfra en opfattelse af, at “hvis du ikke har noget at skjule, hvorfor så skjule noget”). Velkommen Generation Facebook. Og farvel til retssikkerhed og “alle de rettigheder du først opdager, når du har mistet dem”.

    Dea D. Deleuran

    • Jeg er meget enig med min kollega, Dea D. Deleuran. Med hensyn til min tavshedspligt, så skal mine kunder aldrig være i tvivl om at det, de betror mig, kommer ikke videre. Det er klart, at hvis der foreligger en situation, som Dea D. Deleuran beskriver, hvor en kunde er på vej ud for at skade andre alvorligt, så er der en handlepligt. Men det gælder meget og næsten aldrig forekommende situationer. I alle andre tilfælde skal mine kunder kunne regne med mig go skulle jeg blive sat i fængsel i 6 måneder, så tager jeg den. Jeg kunne måske i tidsrummet lære at blive bedre til tifingersystemet. 6 måneder er ingenting i forhold til principperne omkring tavshedspligt. De 6 måndder vil gå – mens min tavshed vil bestå.

  • Jeg er blevet gjort opmærksom på følgende:

    Tavshedspligt under pres – mød op onsdag den 5. oktober, kl. 13.15, Slutterigade 1, København
    Hermed en opfordring til at tage tid ud fra din daglige travlhed – og møde op onsdag den 5. oktober kl. 13.15, retssal 32, Slutterigade 1, København for at vise din bekymring for, at psykologers (men for den sags skyld også lægers og præsters) tavshedspligt sættes under pres.

    Som du nok ved, er en psykolog af landsretten blevet pålagt at bryde sin tavshedspligt – på baggrund af et beslutningsgrundlag som endda ikke er lagt åbent frem i retten. Det betyder, at psykologen, Merete Lindholm, på onsdag skal vidne i retten for at fortælle om, hvad en specifik klient (en soldat, der har fungeret som tolk) har sagt og gjort i løbet af et terapeutisk behandlingsforløb.

    Merete Lindholm har valgt at sætte sin etik over rettens udtalelse og overholde den tavshedspligt, som var den eksplicitte forudsætning for at samtalerne fandt sted. Når hun på onsdag i retten nægter at udtale sig, vil hun formentligt blive idømt enten en økonomisk bod eller en hæfte-/fængselsstraf.

    Uanset om du er enig eller uenig i Meretes standpunkt, er du måske enig i, at selve det at retten pålægger en psykolog at referere, hvad en klient helt konkret har sagt og gjort i terapirummet, er problematisk ift. psykologers mulighed for i fremtiden at arbejde med traumatiserede klienter?

    Hvis du deler min bekymring, vil jeg gerne opfordre dig til at møde op onsdag den 5. oktober kl. 13.15, retssal 32, Slutterigade 1, København, for at vise retten og øvrige, at du også synes det er problematisk at tavshedspligten på den måde bliver sat under pres – og måske også for at vise fremtidige personer der har brug for behandling (dvs. klienter:), at tavshedspligt er noget, der er vigtigt.

  • Per Holm Knudsen

    Tak for indsparket, som jeg vil tage op i bestyrelsen i Dansk Psykoterapeutforening http://psykoterapeutforeningen.dk/

    Med venlig hilsen
    Per Holm Knudsen
    http://psyx.dk

    • allanohms

      Tak selv. Det glædet mig. Mvh Allan Ohms

Scroll til toppen