Christiania er ikke en forlystelsespark

Folketingskandidat Kenneth Kristensen Berth skriver i et indlæg i Dagbladet den 16. maj 2011, at Fristaden Christiania er reduceret til en forlystelsespark og at idealerne er væk. Christiania har ingen eksistensberettigelse.

Det undrer mig, når jeg hører dette. Flere har den mening. For mig er Christiania bestemt ikke en souvenirbutik, men et spændende stykke kulturhistorie, som trods vanskeligheder har formået at overleve. Christiania har ligesom andre dele af København, og som vi kender det fra andre større bysamfund, deres udfordringer. Der er kriminalitet, der er folk, som ikke betaler og der er sociale tilfælde. Og så er der alle de velfungerende, som har gjort det til en livsstil. Nogle gennem generationer.

Et reklamebureau bragte engang helsides annonce med overskriften ”Dansk erhvervsliv kan lære en hel del af Christiania”. Budskabet – som naturligvis havde til formål at promovere bureauets tjenesteydelser – gik på at man i Christiania på forholdsvis få år har skabt et varemærke (på nu-dansk: et brand), som måske bedre end alt andet udtrykker, hvad der er dansk. Turisterne flokkes og mange af de danskere, der kender Christiania holder meget af at vise det frem for udenlandske gæster. Bureauet fremhæver, at Fristadens succes skyldes det, som erhvervslivet skal lære: de har en vision, en mission, et værdisæt, nogle holdninger, som man brænder for. Christiania har praktiseret Økonomisk Demokrati endnu før Anker Jørgensen med ringe held forsøgte det samme. Den liberale grundtanke trives helt fint. De producerer cykler, renoverer kakkelovne, sælger fin restaurationsmad og meget andet til os andre, som med stor lyst køber det. Regelbrud ja – men samtidig gennembrud uden nedbrud. Hvor meget har vi andre bidraget med imens?

Christiania kan vi ikke bare skære ud af samfundet og slå en streg over det, der har været en del af Danmark i flere generationer. Bevar det og lad os anerkende bestræbelserne på at lande den vanskelige sag på fair måde. Christiania er ikke en forlystelsespark. Der er forskel på kultur og forlystelsesparker.

Læs også blogindlægget: skal Christiania omdannes til ejerlejlighedskompleks?
http://allanohms.wordpress.com/2011/04/22/skal-christiania-omdannes-fra-fristad-til-ejerlejlighedsparadis/

Med venlig hilsen
Advokat(H) Allan Ohms, Forum Advokater – mødested for løsninger
+45 4638 0321 – ao@forumadvokater.dk www.forumadvokater.dk

Læs desuden ”Om bloggen”, hvoraf fremgår, at mine blogindlæg naturligvis står for min egen regning.

  • Jakob Zeuner

    Idealerne er væk påstår Kenneth Kristensen Berth. Det har har da muligvis ret i. Og hvad så? Christiania har nu bevist sin levedygtighed i mere end 40 år. Det vil sige de kører på mindst tredie generation derude. Kan KKB, eller andre for den sag skyld, “prale” af at leve på samme idealsæt som sine bedsteforældre? Og har det nogen relevans i dagens Danmark? Nej det har ikke. 10-ernes post-Fogh-liberalistsiske egocentriske samfund er der ikke mange idealer tilbage i. Og Christinia har nu gennem mere end 10 år været kraftigt stigmatiseret og underlagt krav om normalisering – hvad det så end er for en størrelse – er det en Brian kanonisering?. Først gør man alt for at kvæle Christinias egenart, for til sidst at beklage sig over at stedets “idealer” ikke længere er de samme som for 40 år siden. Først pisser man på folk, og så beklager man sig over, at de lugter.
    Visse borgerlige vil have Christiania gjort borgerlig, fordi de er bange for det ukendte og fremmede. En udbredt Pianisme her til lands.
    Havde det været i New York eller Berlin havde stedet efter 40 år været en bydel, som der stod glans omkring, men i provinsen København tager det nok lidt længere tid. Måske kommer det først, når hele samfundet igen får styr på idealerne.

    • Meget enig. Som jeg skrev foran til Anders, så er vores samfund fyldt med større udfordringer, hvor vi kan føle os snydt. Lad os være rummelige. Jeg tror ikke borgerlige er mere bange for forandringer end ikke borgerlige. Generelt er vi lidt bange for forandringer, men at være bange for Christiani efter 40 år, det forstår jeg ikke. Jeg ved dog, at der er mange følelser i det. Skrev for nogle år siden klummer i Berlingske. Da jeg skrev en positiv klumme om Christiani fik jeg den lige i synet igen fra en vred redaktør. Jeg gjorde som Chris MacDonald siger vi skal: jeg sagde PYT og skrev en ny. Min mening om Christiania var uforandret 😉 Tak for din response. Mvh Allan

  • Anders Stoltenberg

    Kære Allan,
    Du kender min holdning til Christiania. Jeg kan simpelthen ikke acceptere, at man kan besætte eller stjæle (kald det hvad du vil) bygninger og jord midt i landets hovedstad for næsen af alle ansvarlige (eller viste det sig jo: uansvarlige) politikere og myndigheder og starte med at kalde det “et socialt eksperiment”. Nu – 40 år efter – er det så blevet til “et spændende stykke kulturhistorie”. Det er rent Omvendtstrup. Tesen må være, at hvis man bare har held og styrke til at opretholde en klart ulovlig tilstand længe nok, så bliver det lige pludseligt noget, der både er spændende og som skal bevares. Christiania er og bliver en skamstøtte over den manglende konsekvens og manglende ansvarlighed, som desværre er skyld i mange ulykker gennem de seneste par generationer, og en skamplet på Danmark som retssamfund. Jeg tænker ikke kun på den massive kriminalitet, ikke mindst m.h.t. narkotika, som i mange år har haft sit udspring dette sted, men ikke mindst på den latterliggørelse af alle os, der som lovlydige borgere dag efter dag i samfulde 40 år er holdt for nar og gjort til grin til ære for dette “spændende stykke kulturhistorie”.

    • Kære Anders

      Ja vi forstår ikke hinanden her. Det ved vi begge. Det er synd du føler dig til grin pga Christiania. Jeg har ingen problemer med det. Jeg føler mig til grin, når mine gennem livet eksorbitant store skattebetalinger bliver brugt, som de gør. Jeg føler mig til grin, når Folketinget skalter og valter med mit fædreland, som de gør. Jeg føler mig til grin, når vi mennesker opfører os overfor hinanden, som vi gør. Jeg føler mig til grin, når folk er kriminelle – enten det er den fine erhvervskriminalitet eller narko og hvad enten det foregår det ene eller det andet sted. Jeg føler mig til grin, når bankerne mishandler folk. Jeg føler mig til grin, når staten og Folketinget forventer, at jeg skal arbejde reelt gratis på en række omåder. Jeg har ingen problemer med at gå tur og opleve det levede liv på Christiania. Menneskene der er som vi andre – nogle er OK andre røvhuller. En hel del af dem har været meget igennem og har ikke altid haft et let liv med deres eksperimenter. Det er ikke overraskende for mig, at når samfundet i 40 år har tilladt en tilstand, så skal den bevares.

      Men sm du skriver, det bliver vi nok ikke enige om. Tak for dit input. Jeg respekterer din ret til at mene som du gør. Selvom jeg ikke forstår dig. Mvh Allan

      • Anders Stoltenberg

        Kære Allan

        Jeg er helt enig med dig i alle de eksempler, som du giver. Man kan jo blive en gammel sur mand før tiden af at gå og lade sig irritere over alt det, der burde gøres bedre…. men Christiania lærer jeg aldrig at leve med.

        • Kære Anders

          I går var jeg til foredrqg med Chris MacDonald. Nogle siger han er lat. Jeg synes han er underholdende og dygtig. Vi var 1.000, som hver betalte 250 kr for to timer. Og det var pengene værd. En kvart million for to timer. Dygtig mand.

          Et centralt budskab var evnen til at sige “pyt”. Amerikanere elsker det danske ord. Pyt. Hans far, der fik to års varsel før han døde, sagde på dødslejet: Chris, jeg ville gerne leve en dag til. Det får jeg ikke lov til. Det gør du. Lov mig en ting: Vær glad for hver dag du får. Så døde han. Siden har Christ hver morgen brugt to-tre minutter på at glæde sig og han er blevet bedre til at sige: Så pyt.

          Christiania er her endnu efter fyrre år. Så pyt 😉 Mvh Allan

  • Morten

    Kære Allan.
    I går forsvarer du retten til at tidl. Roskilde Bank ledere også har ret til en advokat – og slår et slag for at Danmark jo er, eller bør være et retssamfund.
    I dag forsvarer du “eksperimentielle” menneskers ret til at kunne overtage offentlig ejendom uden nogen form for sanktion ?

    • Kære Morten

      Helt rigtigt Morten. Og…..?

      Mvh
      Allan

Scroll til toppen